I eftermiddag skal den 3-årige hoppe Inger Støjberg – opkaldt efter Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg – for første gang testes offentligt, når den deltager i det indledende Prøveløb på Skive Trav.
Politikeren Inger Støjberg er populær i hestesportskredse.
Der findes nemlig to heste, der er opkaldt efter Inger Støjberg – galophesten Støjberg, der nu er fire år, og travhesten Inger Støjberg, der er tre år og nu står foran sin snarlige debut i løb.
Galophesten Støjberg har startet 10 gange og vundet 2 sejre og 5 andenpladser og indløbet 114.250 kroner, så her har travhesten noget at stræbe efter.
Den 3-årige Inger Støjberg er en anpartshest, hvor man bliver medejer for et engangsbeløb på 1.000 kroner.
Projektet løber frem til udgangen af 2024 og alle udgifter er betalt i perioden og løbspræmier udloddes efter lodtrækning i portioner a 1.000 kroner.
Inden Inger Støjberg kan deltage i løb, skal den godkendes i et Prøveløb, og den eksamen skal bestås i eftermiddag på Skive Trav.
I den anledning kommer politikeren Inger Støjberg forbi og deltager i den festivitas, som der er arrangeret for anpartshaverne i dagens anledning – det er – udover gratis adgang til løbsdagen – udskænkning af bobler efter en forhåbentlig veloverstået eksamen, der foregår med Birger Jørgensen i sulkyen.
Forhåbentlig får Inger Støjberg – altså politikeren – et positivt indtryk af travsporten, som hun kan bruge i de politiske forhandlinger, der er i gang med hensyn til at sikre dansk trav- og galopsports fremtid.
Efter prøveløbet afvikles et program med ni løb fra klokken 15.45.
Rene Kjær har tips til løbene i Kjærs Corner på Derby25 – klik her
Derby25-programmet er udkommet med tips og kommentarer – klik her
Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her