Der var engang, hvor det italienske storløb, Gran Premio Lotteria havde topheste fra hele Europa til start, men sådan er det ikke længere.

Det er ikke mindst den langsommelighed som der har været i Italien gennem efterhånden mange år med udbetaling af væddeløbspræmier der gør, at så få udenlandsktrænede heste i vore dage gæstespiller på italienske baner.
Men også det, at Napoli ligger et godt stykke nede i Italien og at der ikke tilbydes flytransport har en indvirkning på interessen for at starte i Lotteri-løbet.
For det er ikke fordi, der ikke er penge at køre om.
Der er 715.000 Euro i samlet præmiesum (inkl. opdrætterpræmier) i finalen og i hver af de tre indledende afdelinger, hvorfra de tre bedste går til finalen er der 25.300 Euro i hver og desuden er er 40.040 Euro i Consolation.
Anmeldelsesproceduren til et italiensk storløb er lang, og til Lotteria, der køres søndag den 4. maj, slutter den først på onsdag, hvor de sidste ændringer er mulige.
Torsdag blev det klart hvilke heste, der skal møde hinanden i de indledende afdelinger, og samtidig også klart, at kun den franske træner Richard Westerink er den eneste udenlandske træner, der sender en hest til Napoli.
Westerink har anmeldt Ideal San Leandro, der er kommet i heat med bl.a. Vernissage Grif og Executiv Ek.
Erik Bondo, der trods alt må betragtes som italiensk træner, sender Ampia Mede Sm til start og det er planen at den 9-årige hoppe skal afslutte sin fine løbskarriere i dette løb.
Ampia Mede SM er kommet i heat sammen med bl.a. Always Ek og Bengurion Jet.
I det tredje heat finder vi bl.a. Alrajah One, Banderas Bi, Bleff Dipa, Chance Ek og Dany Capar.