Onsdag eftermiddag sæsondebuterede den italienske Derbyvinder 2023, Expo Wise As med Alessandro Gocciadoro, men blev diskvalificeret for galop.
Italiens bedste hest i E-årgangen er Expo Wise As (Ready Cash), der i fjor sluttede en flot sæson med sejre i såvel Derby Italiano del Trotto som i Gran Premio Orsi Mangelli.
Derfor var forventningerne store til Expo Wise As med Alessandro Gocciadoro i sæsondebuten onsdag eftermiddag på Stupinigi-banen i Torino.
Expo Wise As var banket i bund til odds 1,23, men efter en rolig start fra sit udvendige startspor 7, slog Expo Wise As over i galop midt i første sving – og så var den diskvalificeret.
Løbet vandtes nu af den mindst spillede hest, Wishing Stone-sønnen Eclissi di Re Dr med Francesco di Stefano i 1.13.3a/2060 m – præmie 5.060 Euro.
Se løbet på dette link – klik her
Gocciadoro, der indledte løbsdagen med to sejre, havde også sidste års nummer tre i VM-løbet i New York, Bengurion Jet i sæsondebut i Torino.
Undervejs sad Maharajah-sønnen Bengurion Jet som nummer fem i feltet, der førtes af favoritten Cosmo Spritz (Igor Font) med Andrea Farolfi.
Cosmo Spritz, der kom fra sejr i Premio Padonelle i Padova, kunne holde sig let foran til sejr i fine 1.11.6a/1600 m,. mens Bengurion Jet blev nummer to i 1.12.0.
Her var der 5.520 Euro i førstepræmie.