De fleste har nok en opfattelse af, at Franck Nivard udelukkende er catch-driver, men han er også en dygtug træner, der har 17 heste i sin varetægt på Grosbois. Søndag vandt Nivard et af dagens store opgør på Vincennes med en egentrænet trænet, nemlig Prodigious-sønnen Doberman.
Franck Nivard er ikke blot en af Frankrigs førende kuske. Han er også en habil træner, og har 17 heste i træning på Grosbois.
Blandt de 17 er den nu 4-årige Doberman (Prodigious), der hører til i toppen af årgangen, men indtil i går havde den ikke gået helt til top i et storløb,
Frankrigs bedste 4-årige hingste mødtes søndag eftermiddag i Gruppe IIl-løbet, Prix de Tonnac-Villeneuve over 2175 meter volte og med en samlet præmiesum på 120.000 Euro.
Årgangens mest vindende hest, Django Riff (Ready Cash) med Yoann Lebourgeois gik til start som storfavorit til odds 1,90, men endnu en gang måtte den neje sig.
Nu havnede den i dødens undervejs, og det gjorde også opgaven sværere, men det er alligevel som om, at udviklingen er stoppet hos Django Riff, og andre i årgangen melder sig nu i kampen om en plads i toppen af årgangen.
Diego de Guelier (Kepler) med Matthieu Mottier blev kørt offensivt og ført frem til føring på langsiden op ad bakken.
Tempoet havde forinden været ganske pænt med 1.09.9/675 m og 1.11.8/1175 m.
Opløbssvinget rundt forsøgte Lebourgeois at bringe Django Riff til angreb, men det bed ikke for årgangstoppen, og allerede ved indgangen til lige bane, var det klart, at storfavoritten ikke ville vinde.
Inde bag ved sad Dijon (Ganymede) med Romain Derieux og ledte efter en angrebsplads, som han aldrig fik.
Dijon var sammen med Diego de Guelier de eneste der havde fået ram på Django Riff i de store årgangsløb.
Diego de Guelier, der i december vandt Criterium des 3 Ans, så ud til at skulle gå mod sejren, men ude i banen sluttede Doberman (Prodigious) med Franck Nivard stærkt af og sejrede i ny løbsrekord 1.12.1/2175 m volte. Diego de Guelier og tredjehesten, Draft Life (Ubriaco) med Eric Raffin fik samme tid. Dollar Maker (Saxo de Vandel) angreb godt i inderbanen og var nummer fire over mål i 1.12.2, mens Django Riff blev nummer fem i 1.12.3.
Doberman er som nævnt en af 17 heste som Franck Nivard træner på Grosbois, men hvor længe endnu han har den lovende 4-åring, der nu har tjent 254.230 Euro i karrieren, i sin varetægt er spørgsmålet.
Doberman er nemlig anmeldt til Prix d’Amerique-auktionen senere på måneden, hvor den kommer i ringen som nummer 255.
Franck Nivard har andre gode heste i stalden, bl.a. den nu 7-årige Vulcan de Vandel (Jag de Bellouet), der i 2015 vandt Prix Tenor de Baune.

