Christian Lindhardt-trænede Expensive Attitude imponerede i fredagens rutineløb på Lunden og sæsondebuterer i Grand Circle 3-års Hoppechampionat i Aalborg på søndag.
Som lillesøster til avlshingsten Dominion Beach og bl.a. aktuelle Chandon er der med rette store forventninger til den 3-årige hoppe Expensive Attitude, der indledte sin væddeløbskarriere hos Erik Bondo i Italien, hvor det blev til et par andenpladser som 2-års.

Nu er Expensive Attitude hos Christian Lindhardt og fredag eftermiddag
var hun i rutineløb på Lunden, hvor Muscle Hill-hoppen kom hjem på fine 1.17,4/2000 meter med Birger Jørgensen i sulkyen.
-Det er helt klart en hest, jeg har lidt forventninger til, siger Christian Lindhardt.
-Jeg talte med Birger efter løbet og han sagde, at hun føltes fin og stærk hele vejen. Hun gik ganske vist en galop på i første sving, men det var mest fordi hun blev lidt for ivrig.
-Expensive Attitude havde ikke gået nogle banearbejder op til rutineløbet, så jeg forventer hun er gået meget frem efter den udblæsning og derfor bliver hun i dag meldt til Grand Circle 3-års Hoppechampionat på søndag i Aalborg.
-Jeg tror ikke, at hun på nogen måde falder igennem, selvom hun ikke har så meget rutine. I forhold til hingstene i E-årgangen, der har været fantastiske indtil videre, er der for mig at se ikke nogle af hopperne, der har skilt sig ud; de har ikke vist helt så meget endnu.
Spændende ungheste på vej
Christian Lindhardt har pt. 19 heste på træningslisten og er faldet godt til på Nykøbing F. Travbane, efter han sidste år vendte tilbage til Danmark.
-Det har været lidt som at starte på en frisk med en stald, men det er gået fint indtil videre, synes jeg, og vi har fået nogle spændende heste at arbejde med, siger Christian Lindhardt.
-Vi har bl.a. to 2-åringer, Flying Jingle (v.e. Russell Hill) og Forever Photo (h.e. S J’s Photo), der begge virker som et par talentfulde ungheste, men hvis de bliver startklar som 2-års, kommer de først sidst på sæsonen.
-Blandt 3-åringerne har jeg også rigtig stor tiltro til Enjoy The Coktail (Coktail Jet), der indholder høj klasse. Han galoperede ganske vist fra start i Skive i går, men han virker stadig lidt grøn og der skal ikke så meget til at slå ham ud af kurs.
-I princippet har jeg også en hest som Even Steven (Varenne), der pt. er hjemme hos ejeren. Han blev godkendt på 1.18,4/2000 meter som 2-års lige efter jeg startede på NFT og er en hest, der også holder høj klasse. Even Steven kommer til start i sensommeren, siger Christian Lindhardt, som ikke har heste til start i Billund, men til gengæld kommer med det meste af stalden de efterfølgende dage:
-Vi har flere heste til start på NFT på lørdag, Expensive Attitude i Grand Circle på søndag – og så har vi fire heste på Jägersro næste tirsdag, slutter Christian Lindhardt.
