TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fortsatte sejrsrækken på Halmstad!

af | 11. apr 2025 | Nyheder

Overskriften dækker over tre danske heste, der fortsatte deres sejrsrække fredag aften på Halmstad og en fjerde vandt sin første sejr i år.

Koogoo Gaagaa fortsætter med at vinde.
Foto Flemming Andersen

Det var en stor dansk aften på Halmstad, hvor det blev til ikke færre end fire sejre til danske heste.

3-årige Wise Guy (Face Time Bourbon), der er opdrættet af Panamera Racing og ejes af Costa Stable, sæsondebuterede for sin træner Per Nordström med sikker sejr i 1.15.0a/2140 m – det var tredje sejr i år, idet Wise Guy sluttede sin 2-årssæson med to sejre.

I alt har Wise Guy, der var nomineret til titlen, Årets 2-åring 2024 i Sverige, nu vundet 5 sejre i 7 starter i karrieren!

5 sejre – alene i 2025 – har Kaj Jensen-trænede og Event Eksperten-ejede Koogoo Gaagaa (Googoo Gaagaa) nu vundet.

Koogoo Gaagaa var efter fire sejre i årets første fire starter nu sendt til Halmstad, hvor den igen viste sig som en sikker vinder – denne gang med Stefan Persson i sulkyen. Vindertiden var 1.15.0/2160 m og der var 35.000 SEK. i førstepræmie.

Koogoo Gaagaa er opdrættet af Event Eksperten og Britta Møller.

Tredje sejr i træk kunne Torben Trave Christiansens Ivan Mauger (Wishing Stone) også vinde.

Victor Rosleff sad som sædvanlig i sulkyen bag Ivan Mauger, der sejrede i 1.12.9a/1640 m – præmie 35.000 SEK.

Ivan Mauger er opdrættet af Anette Jørgensen og trænes af Helena Egertoft.

Desuden kunne Godfather (Bold Eagle), der nu ejes af hollandske  Martin Lukje og trænes af Christoffer Eriksson vinde sæsonens første sejr i et amatørløb med Victor Brodin i sulkyen.

Vindertiden 1.14.3a/2140 m – der var 35.000 SEK.

Godfather, der nu er syv år gammel, var som 3-åring nummer to i Dansk Trav Kriterium, men har ikke siden levet op til den præstation – den er opdrættet af Panamera Racing.