TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Første skridt på vejen

af | 28. jun 2019 | Nyheder

Sidste års dyreste auktionshest, Flying Line, blev i dag godkendt i Billund.

425.000 kroner – så meget måtte Keld Gregersen betale for hingstplagen Flying Line (Explosive Matter) på sidste års Derbyauktion, hvor manden bag Stutteri Disney i sidste øjeblik overtrumfede Kaj Jørgensen (Stald Pimax), der ellers havde det højeste bud på 400.000 kr.

Explosive Matter-sønnen Flying Line kostede 425.000 kroner på Derbyauktionen.

Siden da har Flying Line været i træning hos Gordon Dahl, som i dag havde lillebroderen til bl.a. Hoppe Kriterie-vinderen Whisper Line i prøveløb for første gang – og det forløb helt efter planen.

Flying Line blev således godkendt i tiden 1.19,8/2020 meter, mens staldkammeraten Fossa (Wishing Stone-Moa) vandt prøveløbet og også blev godkendt i tiden 1.19,1/2020 meter.

-Flying Line er en kommende tophest – ingen tvivl om det, siger Gordon Dahl.

-Fossa er mere en 2-årstype end Flying Line, men begge heste har kun været trænet hjemme på gården, så det var også mere end test af, hvor de ligger på nuværende tidspunkt.

-Nu er det i hvert fald godkendt og så tager vi den derfra. Det er muligt, at én af dem kommer ud i 2-årsløbet i Grand Prix-weekenden i Århus, men det har jeg endnu ikke besluttet mig for.

Toppræstation
Gordon Dahl havde også E Type Cash med i transporten til Billund og den leverede en stærk afslutning, men måtte nøjes med andenpladsen bag Elektra Henley, der vandt sin anden sejr i træk for Anders Pedersen.

E Type Cash, der for første gang havde Flemming Jensen i sulkyen fordi Goron Dahl er udelukket, fik noteret tiden 1.14,7/2020 meter og gik iflg. sin træner et topløb.

-Vi var gået fra lukket til åbent hovedlag i dag, så han var lidt træg undervejs, men gik helt bestemt et topløb, siger Gordon Dahl.