2024 har ikke været Flemming Jensens år – stalden har været ramt af en virus det meste af året, og resultaterne i løbene har slet ikke stået mål med tidligere.
-Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har haft så dårligt et år, siger Flemming Jensen.
-Stalden har været ramt af virus, og vi har slet ikke præsteret de resultater i løbene, på det niveau vi normalt står for.
-Når resultaterne udebliver, så kommer der heller ikke samme tilgang til stalden som tidligere, så det bider sig selv i halen, siger Flemming Jensen.
Der er en markant forskel på såvel de resultater som Flemming Jensen har opnået som kusk i 2024 ligesom staldens resultater generelt.
Siden 2020 har Flemming Jensen sejrsprocent som kusk ligget på mellem 25% og 30%, men i år er den blot på 13%.
Lidt bedre er staldens samlede resultat, hvor sejrsprocenten har ligget på mellem 22% -26%, men i 2024 er på 15%.
-Når der ikke kommer nye heste i stalden, og der samtidig forsvinder nogle, ja, så er jeg nødt til at skære ned på personalet, og jeg har sagt til Mads Henriksen, at han skal forsøge at finde en anden travstald, hvor han kan få flere køreture end jeg kan tilbyde ham.
-Mads er en klog og fin kusk, og jeg håber for ham, at han finder en ny arbejdsgiver, siger Flemming Jensen.
I Sverige har der i efteråret været en debat om, hvorvidt der skulle indføres et forbud om at køre 3-åringer uden sko – en debat, som Flemming Jensen har fulgt med stor interesse.
-Jeg er glad for, at debatten nu er endt med, at man bibeholder reglen om, at 3-åringer gerne må starte uden sko, men jeg er ked af at argumentet, der har vundet er, at det er forbi 3-åringer kan møde ældre heste, som må starte uden sko, og derfor bliver konkurrencen ikke på lige vilkår, siger Flemming Jensen.
-Jeg havde hellere set, at det var argumentet for at det var hensynet til hesten, der havde vundet, for efter min opfattelse, så har en hest bedst af at gå uden sko.
-En hest som Okay Bee, der vandt de tre største klassiske løb, Opdrætningsløbet for 2-åringer, Kriterium for 3-åringer og Derby for 4-åringer og siden vandt bl.a. Mesterskab for Danmark, startede aldrig med sko, mindes Flemming Jensen.
-Jeg tror ikke, at en hest holder længere, hvis den går med sko, men det er klart, at med de baneunderlag, som vi har med mere eller mindre groft stenmel, så kan det skabe problemer at starte en hest uden sko, og så er muligheden for at en hest bløder fra hoven større
-Det problem ville kunne løses med den rigtige banebelægning, mener Flemming Jensen.
På søndag kommer Flemming Jensen til Lunden for bl.a. at starte E Type Cash og Even Steven i Nationalløb.
-Jeg kører selv Even Steven, mens Victor Rosleff kører E Type Cash. Emoji står over til V75-dagen i Aalborg den 29. december, og Ecco CN lod jeg Michael Lønborg tage med hjem efter han kørte den forleden. Jeg føler ikke, at jeg kan få ham til at fungere bedre end det er tilfældet, siger Flemming Jensen, der starter i alt otte heste på Lunden søndag
28 heste står der pt på træningslisten, og sammensætningen er ret sigende for Flemming Jensens stald.
De yngste er tre år – det er den forholdsvis nyankomne Ballerina Girl, Kesler Bork, King Kong og Kings Dust og de ældste er hestene i E-årgangen, der er otte år.