Det var stor dansk dag på Karlshorst-banen i Berlin søndag eftermiddag.

Dagen startede med sejr til den danske 4-årige, Komino Blue Lagoon (Dominion Beach) med sin træner Andreas Gläser.
Det var tredje gang Komino Blue Lagoon var til start – og tredje gang hun vandt – nu rekordforbedret til 1.15.8a/2000 m – der var 970 Euro i førstepræmie.
Komino Blue Lagoon har i Maltese Falcon samme mor som Luqa International (Beer Summit), der er i træning hos Morten Juul og som fortsat ejes af den maltesisk bosatte Ewa Silferberg Liljeros.
I 2. løb blev det til en overlegen sejr til 3-årige Lucas Sacre med Thorsten Tietz i sulkyen i 1.18.5a/2000 m – præmie 660 Euro
Det var anden gang Lucas Sacre var til start – den debuterede på en andenplads i Derbyweekenden på Mariendorf.

Lucas Sacre er efter Maharajah – Sngularity Hanover og er opdrættet af Tina Raal Jensen – på Derbyauktionen 2023 blev Lucas Sacre solgt til SI Racing for 240.000 kroner.
Et dansk hattrick kom i hus, da Emma Stolle sejrede med Björn Spangenberg-trænede Dan CG (Igor Font) i 1.14.8a/2000 m – præmie 970 Euro – og igen sejr til SI Racing.
Og der kom endnu en sejr til Stolle, Spangenberg og SI Racing i 8. løb., hvor Omia Boszorg (Crazed) med Emma Stolle sejrede i 1.17.7a/2000 m – præmie 660 Euro.
Desuden var Emma Stolle nummer to med Niki Lauda, der også trænes af Björn Spangenberg og ejes af SI Racing – her var der 330 Euro i andenpræmie.