Det lykkedes ikke Kings Money at vinde for sjette gang i træk, og en af dagens største favoritter, Levi Wynn satte sin vinderchance over styr ved galop kort efter start.
Selv om ikke det ikke blev nogen sejr, så var resultaterne for de 12 dansktrænede heste, der tirsdag middag var til start på Jägersro nu ikke så dårlige endda.
Tre andenpladser (Kingston Flamingo, Fritjof SH og Levi Wynn) og tre tredjepladser (Good Luck Søhus, Mazerati MI og Kings Money) var med til at bringe den samlede indtjening til de 12 dansktrænede heste op på 125.300 SEK.
Flest penge hentede Flemming Jensen-trænede Levi Wynn med Jörgen Sjunnesson på endnu en andenplads (den tredje i træk), men uden en galop kort efter start, så havde Levi Wynn vundet.
Nu leverede den en meget stærk ophentning og fik desuden tredje spor rundt i opløbssvinget – alligevel var den kun en halv længde efter vinderen, Soldier of Fortune med Stefan Persson over mål. Den placering gav 30.000 SEK.

Fritjof SH med Nicklas Korfitsen stred tappert, men måtte se sig henvist til andenpladsen af No Talking You med Johan Untersteiner, der ellers sad godt lukket inde, men fik angrebsplads da førende Devs Donator galoperede midt i opløbet og samtidig trak Fritjof SH ud i banen.
Kings Money var i 8. løb spillet ned til odds 1,74 og jagtede sin sjette sejr i træk.
En rejse i dødens på førende Lukas K med Victor Rosleff blev for hård, og Kings Money måtte se sig slået til en tredjeplads efter outsideren Gloria SH med Stefan Persson – spillet til 24,80 – og Lukas K.
Gloria SH overraskede i den grad, og i V5-spillet blev gevinsten på 278.579 kroner, mens V4-spillet gav 32.515 kroner.
V5-gevinsten på 278.579 kroner blev vundet på et svenskspillet system, der havde kostet 96 kroner!
