Bo Westergård dagens mand på Lunden med to sejre. Hattrick til Chloe.
Med 58 heste på træningslisten har Bo Westergård fået et imponerende comeback som træner, og med foreløbig 20 sejre og godt 600.000 kroner i indkørte præmier er resultaterne heller ikke udeblevet.

I dag kunne Aalborg-træneren rejse hjem med to sejre i bagagen med hhv. Don Anton (Donato Hanover) og debutanten Umbra (Muscles Mass).
I 3. løb var der lagt op til duel mellem Coutinho og Don Anton, og de to 5-åringer levede også op til forventningerne.
Efter en hidsig åbning i 10-tempo de første 500 meter blev Coutinho forceret til spids, men da Jeppe Juel kort efter tog tempoet ud af løbet, blev Don Anton sendt afsted og i et snuptag overtog Bo Westergård føringen.
Kilometeren blev passeret efter 1.13,7 og resten af løbet var ren opvisning af Don Anton, der sejrede ganske let i tiden 1.14,5a/2000 meter foran Coutinho i 14,6.
To løb senere var Bo Westergård igen på pletten – denne gang med tyskfødte Umbra, der blev kørt til spids efter godt 500 meter og siden sejrede meget sikkert i tiden 1.15,3a/2000 meter.
Hattrick til Chloe
Jeppe Juel havde tre heste med til Lunden og vandt som ventet med Team Juels Chloe (Ready Cash), der tog sin tredje sejr på stribe og sjette sæsonsejr i tiden 1.16,4/2040 meter.
Spidshestene var i sagens natur toneangivende fra start, men efter 500 meter i 22-tempo fik Jeppe Juel snart Chloe op i fart og snart efter overtog storfavoritten føringen.
Fresh Fiona E M sluttede forrygende af i sporene, men nåede ikke frem til Chloe, der således indfriede forventningerne som en dagens største favorittter på Lunden.
Endnu større favorit (15:10) var Dempsey Cloc (Ogham), der efter en skadespause er tilbage på toppen for Steen Juul.

Ud af første sving blev Dempsey Cloc forceret til spids og herefter var der reelt set kun én hest på banen og sejren i tiden 1.14,5a/2000 meter lover særdeles godt for fremtiden.