Tycoon Conway Hall med Steen Juul gik til start i 5-åringernes Lord Valentines Mindeløb som storfavorit, og indfriede da også forventningerne, om end det blev lidt spændende til slut.

Tycoon Conway Hall hang på en line i opløbet, men Steen Juul fik den først over stregen i Lord Valentines Mindeløb Foto Flemming Andersen
Det var overraskende Rattigan med Knud Mønster, der bød storfavoritten trods – både kort efter start og siden i opløbet.
Rattigan var endda den hest i feltet, der havde den klart mindste startpræmiesum.
Tycoon Conway Hall tog spids fra start – ikke uventet, men ind på første langside kom Rattigan og Steen Juul valgte at slippe. De første 500 meter efter1.12.0.
– Knuds hest gik hårdt på biddet, og derfor valgte jeg at slippe, sagde Steen Juul bagefter.
Men allerede op forbi publikum sendte Steen Juul Tycoon Conway Hall frem igen til spidsen.
– Det var måske lidt for tidligt, sagde Steen Juul.
– Og jeg kunne måske godt have svaret Juul, men valgte at slippe, for jeg vidste ,at jeg fra ryg ville få chancen i opløbet, supplerede Knud Mønster.
Ja, det var kun de to heste, det drejede sig om i Lord Valentines Mindeløb.
Opløbssvinget rundt kom Rattigan i angreb, og det bed godt for Varenne-sønnen, der kom frem helt udvendigt for Tycoon Conway Hall.
En overgang så det ud til at Rattigan ville få overtaget, men Tycoon Conway Hall svarede og vandt sikkert.
– Men han var ikke fin i opløbet – han hang på en line, så jeg kunne ikke køre for fuldt til slut. Han havde kræfter i behold over mål – og jeg havde ikke trukket ørehætten, sagde Steen Juul.
– Andenpladsen var ikke helt overraskende for mig, sagde Knud Mønster om Rattigan. Jeg vidste, at Tycoon Conway Hall kunne vi nok ikke slå, men jeg syntes ikke på forhånd at min hest var dårligere end resten.
Tycoon Conway Hall sejrede i 1.13.5a/2060 m, mens Rattigan slog ny rekord på andenpladsen til 1.13.6. Lidt tilbage sluttede Ticket To Ride med Kasper K. Andersen på tredjepladsen i 1.14.0.
