Danske Eros Zola med Theo Duvaldestin var favorit i Prix du Medoc på Enghien-banen onsdag eftermiddag, men trods en stærk afslutning lykkedes det ikke at fange spidshesten Horatius D’Ela med Benjamin Rochard.

Forventningerne var store til Thierry Duvaldestin-trænede Eros Zola, da den efter en måneds løbspause onsdag var til start på Enghien.
I samme løb startede Erik Bondo Enjoy the Game, der hørte til i outsidergruppen.
Mens Enjoy The Game galoperede og blev diskvalificeret, var Eros Zola tæt på at indfri favoritværdigheden.
Undervejs sad den danske vallak i tredje par udvendigt i et felt, hvor tempoet var meget moderat.
Rundt i opløbssvinget indledte Theo Duvaldestin med Eros Zola sit angreb og ind på lige bane, gik det stærkt.
Men førende Horatius d’Ela (Brillantissime) med Benjamin Rochard kunne Eros Zola akkurat ikke fange, selv om han afsluttede efter 1.06.8 de sidste 500 meter.
Begge heste fik noteret 1.12.8/2875 m – der var 18.750 Euro i andenpræmie til Eros Zola, der nu har tjent 218.510 Euro i 15 franske starter, der har givet 6 sejre!