Blandt de 36 heste, der er formeldt til søndagens Prix de Bourbonnais er danske Eric the Eel, der får en ny kusk i sulkyen.

I de seneste starter har det været Franck Nivard, der havde siddet i sulkyen bag Tomas Malmqvist-trænede Eric the Eel, men Nivard holder sig på søndag til den italienske hoppe, Ampia Mede SM, som han blev nummer to med i årets Prix d’Amerique.
Derfor skulle der findes en ny kusk til Eric the Eel og det blev Franck Ouvrie, der kommer i sulkyen.
Der er formeldt 36 heste og Eric the Eel er med en startpræmiesum på 565.315 Euro nummer 18 blandt de anmeldte og er dermed sikker på at komme til start.
Svenske San Moteur, der var med i Prix de Bretagne – det første kvalifikationsløb – forventes atter til start på søndag med Björn Goop i sulkyen.
De tre førstplacerede i Prix de Bourbonnais er sikret startret i Prix d’Amerique.
