Når der på søndag køres Kriteriumsprøver på Charlottenlund Travbane har Skive-stalden, Stald Hans og Hans fire hopper med – uheldigvis er de alle havnet i samme Prøve og det betyder at på forhånd er en af de fire hopper ude af Kriteriet.
– Jeg vil have mine indskudspenge tilbage på en af hestene, for den er jo uden chance for at kunne kvalificere sig direkte til en start i Dansk Hoppe Kriterium, siger Hans Ulrik Kristensen fra Stald Hans og Hans.
– Jeg har troligt betalt alle indskud for mine fire hopper, og så kan det ikke være rigtigt, at jeg på forhånd er frataget muligheden for at en af dem slet ikke kan kvalificere sig direkte til Hoppe Kriteriet, sier Hans Ulrik Kristensen.
I Travkalender nummer 1 fremgår det klart og tydeligt under afsnittet ”Udvælgelse af heste til større løb”, at I Prøverne tages ikke hensyn til ejer-, træner- eller kuskeforhold ved fordeling af hestene.
Men at en og samme hesteejer kan have fire heste anmeldt har man tilsyneladende ikke taget højde for.
– Mine fire hopper har ellers været meldt i alle storløb, så der har været tid til at finde en løsning på det problem vi nu står i, siger Hans Ulrik Kristensen, der efter han fik kendskab til startlisten i dag har søgt at få kontakt med sportsansvarlige hos Dansk Hestevæddeløb og Dansk Travsports Centralforbund, men uden held.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Sportschef Flemming Sunn, men også uden held.
De fire hopper, som Stald Hans og Hans ejer er 5 Alberte Mols, 9 Akeleje D, 10 Amazing Queen og 12 Allineedislove, der alle starter i 4.løb på søndag.