TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Endnu en understregning af E-årgangens kvalitet

af | 12. dec 2021 | Nyheder

Lørdag eftermiddag fik vi endnu et bevis på at kvaliteten af den danske E-årgang født i 2016 er særdeles høj, da Eric the Eel vandt og Empire blev nummer tre i et Gruppe III-løb på Vincennes og Emoji blev nummer to i Sølvidivisionen på Åby.

Eric the Eel vinder – Empire tæt på at blive nummer to

Derbyvinderen Extreme står fortsat over som en anden general og har jo yderligere cementerer sin position – ikke blot i dansk travsport – men på europæisk plan.

Men hans løjtnanter, Empire, Emoji, Eric the Eel, E Type Cash m.fl. gør det også godt – ja, mere end godt.

Lørdag eftermiddag kunne det med lidt mere racing luck være blevet til dansk dobbeltsejr i Gruppe III-løbet, Prix Narquois på Vincennes.

Eric the Eel vandt, mens Empire blev nummer to – og havde Empire blot fået angrebsplads lidt tidligere, så var det blevet dansk på de to første pladser!

Eric the Eels sejr fik speciel opmærksomhed i dagens Paris-Turf

Panamera Racing og Egebro Racings Eric the Eel (Muscle Hill) fik serveret et smørløb af Adrian Lamy i ryg og siden i andet par udvendigt, og på en afslutning efter 1.08.4/500 m kunne Eric the Eel vinde sikkert i 1.12.6/2700 m – den tredje hurtigste vindertid i løbets historie. På andenpladsen franske Giant Chief med Francois Lagadeuc, der akkurat klarede at holde Leif Hansens Empire med Eric Raffin bag sig,

Empire, der denne gang blev sendt afsted helt ude i banen, sad tidligt i spids, men afgav føringen til Giant Chief – og slap først sent derfra.

De to danske heste hentede hhv. 36.000 og 11.200 Euro i præmier.

Efter Eric the Eels sejr – opdrætteren Jeanette Hansen og Beth Lillegaard hilser på i vindercirklen. Foto Gerard Forni

For Eric the Eel var det sæsonens fjerde sejr og i danske kroner har han alene i år tjent 1.275 millioner kroner!

Med til billedet af denne franske triumf er også, at såvel Eric the Eel som Empire er opdrættet af Jeanette og Jens Glud Hansen, Panamera Racing!

De to heste trænes begge af Tomas Malmqvist.