Æblet falder som bekendt ikke langt fra stammen og derfor er det ikke den store overraskelse at den fynske træner John Køhlers barnebarn, Adam nu gør sig flot bemærket inden for ponytravet.
I lørdags var der finaler i Danmarks-serien for ponyer på Jydsk Væddeløbsbane. Henover året har der været kørt syv indledende afdelinger.
Finalen i pony-travet vandtes sikkert af Granit med 9-årige Adam Køhler fra Odense, mens pony monte gik til Fudge med Rasmus Enghaven fra Aalborg.
Adam Køhlers moder, Nanni har også kørt ponyløb med succes, da hun var barn, så familiens stolte traditioner inden for travsporten ser ud til at kunne fortsætte med Adam!