TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En god dag på kontoret for Kjær

af | 25. jun 2024 | Nyheder

Rene Kjær var i mægtig hopla tirsdag eftermiddag, hvor han vandt fire løb i seks starter på Lunden – de tre af vinderhestene trænet af Magnus Ladegaard.

Rene Kjær var manden i fokus. Foto Burt Seeger

At Rene Kjær skulle blive en dominerende figur på den danske V65-dag på Charlottenlund Travbane var sådan set ikke overraskende.

Tre af de seks køreture han havde var spillet til under 25:10.

Ja, Karma Shadow – den 3-årige hoppe efter Googoo Gaagaa – var hamret i bund til 13:10 i 2. løb, og hun kunne da også vinde overlegent i 1.1.5.4a/2000 m 10 længder foran nummer to.

Det var den første af tre vindere fra Falster-træneren Magnus Ladegaard.

Den næste var Kash Shadow – endnu en hoppe, men et af meget få afkom efter Wicker Hanover (Explosive Matter) – tog pynten af Nicklas Korfitsens storfavorit, Nobby Stiles (spillet til 13:10) og sejrede sikkert i 1.16.2/2020 m til odds 9,35.

Og så blev der sat punktum for Kjær og Ladegaards hattrick med hingsten King Legend ((Victor Gio), der vandt for anden gang i træk – nu i 1.16.7/2020 m.

Desuden vandt Rene Kjær med Kaj Jørgensens Henri Cloc (Wishing Stone), der førte i toptempo undervejs og afviste en tapper Harley Mosebo og sejrede i 1.14.1.

Glad Nock med Steen Juul. Foto Burt Seeger

Men dagens mest imponerende præstation stod Bjarne Christiansen-trænede Glad Nock (SJ’s Photo) med Steen Juul for, da den fra dødens tog livet af Golden Eye SF med Nicklas Korfitsen og sejrede sikkert i 1.12.9a/2000 m – Galant Lund med Birger Jørgensen tog andenpladsen – og dermed også en billet til Halmstad til finalen i Summer Meeting.

Steen Juul vandt også med 3-årige Follow Him (Father Patrick).

Lillebroderen til Jigger satte med 1.15.8/2500 m ny dansk rekord for 3-årige udenlandske hingste/vallakker.

Nicklas Korfitsen, der kom til Lunden med flere favoritter, måtte denne gang nøjes med en enkelt sejr. Den vandt han i 1. løb med I (From Above) i flotte 1.13.7/2020 m.

I V65-spillet var det favoritpræget og der blev ingen gevinst til rækker med 5 rigtige.

Det betyder, at der næste tirsdag forlods ligger små 200.000 kroner i puljen til 6 rigtige.

6 rigtige gav i dag 749 kroner.