TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

 En afglans af Breeders Crown

af | 31. okt 2025 | Nyheder

Fra USA har ideen med Breeders Crown spredt sig til Europa og i Sverige er det blevet til en stor løbsserie hen over det meste af året og i Tyskland en stor Breeders Crown-weekend i Berlin.

Herhjemme blev konceptet til Dansk Avlsløb – et løb, der aldrig rigtigt har fænget i bevidstheden og som vel i dag mest fungerer som et opsamlings løb for de heste, der ikke har klaret sig godt i de afviklede årgangsløb.

I eftermiddag køres der kvalifikationsløb til Dansk Avlsløb på Fyens Væddeløbsbane – der køres to løb for såvel hopper som for hingste/vallakker – og for ejerne af de anmeldte heste er der det positive, at det ikke koster noget at startmelde og hvis din hest kvalificerer sig til start i finalen, så er den sikker på en præmie på mindst 7.000 kroner!

Præmierne til finale-løbet er kommet på følgende måde:

Hingsteholderen melder sin hingst til hos DTC, derefter betales et beløb svarende til prisen ved levende føl, mindst 4000 kr. og maksimalt 20.000 kr.

Som ejer af en af de tilmeldte hingstes afkom, vil man blive opkrævet 2 indskud af 500 kr.

Kilde trav.dk

Det vil sige, at der blot er betalt 1.000 kroner for at kunne starte i et kvalifikationsløb med udsigt til at få mindst 7.000 kroner ved kvalificering i finalen.

Mon alle hesteejere egentlig er klar over disse favorable vilkår?

Jan Friis-trænede Lee Marvin med Birger Jørgensen starter i eftermiddag i kvalifikationsløb til Dansk Avlsløb. Foto Burt Seeger

Jeg har i mange år kaldt Dansk Avlsløb for ”Det hemmelige løb” – og løbet bliver fortsat stedmoderligt behandlet af såvel Dansk Hestevæddeløb som Dansk Travsports Centralforbund.

Det er ikke optaget i den folder man  har udgivet over klassiske årgangsløb og på Trav.dk finder man en underside om Dansk Avlsløb, der fortæller om anmeldte heste til løbet i K-årgangen (det var i fjor) og hvilke hingste, der var anmeldt til løbet i 2023!

Fyens Væddeløbsbane har i eftermiddag 10 løb på programmet med start klokken 15.45.

Rene Kjær har fundet en luring – se hvem det er – klik her

Og Thomas Boye er klar med sin udgave af Weekendmagasinet – klik her

Og til slut – Breeders Crown er i USA en række storløb for såvel 2, 3 og 4-årige og ældre heste – man har sloganet: It’s all Comes Down to the Breeders Crown for løbsserien afslutter storløbssæsonen og har præmier på op til 850.000 dollars i enkelte løb.

I Sverige er Breeders Crown en velbetalt løbsserie hen over året og på søndag er der semifinaler på Solvalla – det er så stor en løbsdag at der er V85 på dagen ,og når finalerne køres senere i november er der indbudt til en fest, der går ry om – og en perlerække af finaler for såvel 3- som 4-åringer.

Et lignende set up er næppe muligt i Danmark, men kig til Tyskland, hvor man nyligt har haft en Breeders Crown-weekend i Berlin med velbetalte løb for såvel 2, 3, 4 og 5-årige og ældre heste med 15.000 Euro eller mere i førstepræmie – og flere Consolation løb.

Måske kunne de Made in Denmark-løb, der køres hen over sæsonen, indgå i en ny dansk Breeders Crown løbsserie?