TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dramatisk 3-årings Grand Prix

af | 11. aug 2024 | Nyheder

Storfavoritten Kungfufighting med Jan Dahlgaard vandt Jydsk 3-årings Grand Prix, men der gik over 10 nervepirrende minutter før Dommerkomiteen meddelte resultatet af løbet.

Kungfufighting med Jan Dahlgaard vandt, men ikke uden dramatik. Foto Ole HIndby

Løb Kungfufighting med Jan Dahlgaard ud i banen og dermed fangede Kazio med Birger Jørgensens hjul i opløbskampen – eller var det Kazio, der løb ned i banen og dermed blev fanget.

Birger Jørgensen var ikke i tvivl.

-Jeg havde fået fart på Kazio, men da Kungfufighting løb ud i banen og fangede mit hjul, så måtte jeg tage op, og så forsvandt vinderchancen, sagde Birger Jørgensen til Bet25.

Jan Dahlgaard havde svært ved at vurdere situationen – jeg synes ikke, jeg gjorde noget forkert, sagde han.

Så Kungfufighting er fortsat K-årgangens stjerne, men dagens resultat viste at konkurrenterne nærmer sig.

422.250 kroner kom der på Kungfufightings præmiekonto, således den 3-årige Nuncio-søn nu er dansk travsports nyeste millionær, det den nu har tjent 1.374.250 kroner.

Målfoto fra Jydsk 3-årings Grand Prix

3-års Grand Prix 2024 blev i øvrigt et underholdende løb med skiftende føringer undervejs.

Kungfufighting, der ellers ofte har siddet i dødens undervejs, kom til spids efter 900 meters kørsel, hvor den afløste Kalles Krisbe Notz med Jörgen Sjunnesson – denne havde taget spids fra Kazio med Birger Jørgensen, der var hurtigst fra start.

Men Kungfufighting fik ikke lov til at holde sin føring længe, for op forbi publikum kom Kanon Laser med Steen Juul i angreb, og parret nåede forbi til føring.

Jan Dahlgaard satte sig hurtigt ud i andet spor og nedad sidste langside var stillingen den, at Kanon Laser var førende, i ryg fulgte Kalles Krisbe Notz, der udvendigt havde Kungfufighting, i næste par Kazio, der udvendigt havde Kalle May.

Midt i opløbsvinget galoperede Kalle May, og det gav plads til Kazio og et stykke ind i opløbet sendte Birger Jørgensen Kazio frem i angreb.

Cirka 100 meter fra mål skete episoden – som dommerkomiteen frikendte Dahlgaard for – Kungfufighting gik mod sejre, Kazio nummer to og på tredjepladsen dukkede Keystone med Nicklas Korfitsen op.

Der var hård kamp de næste pladser, hvor Kombardo Skov med Rene Kjær var bedst i kampen om fjerdepladsen.

Se løbet på dette link – klik her