Eftermiddagens Klosterskogen Grand Prix har været afviklet siden 1985 og otte gange er det blevet vundet af danske heste eller kuske. I år skal Repay Merci med Knud Mønster og Sejr Gammelsbæk med Geir Mikkelsen forsøge at løfte den danske arv.
Om nogen har Steen Juul-trænede Classic Grand Cru sat sig præg på Klosterskogen Grand Prix.
Fem gange var den tyskfødte hingst til start. Det blev til tre sejre og to andenpladser!
Det har ingen anden hest endnu præsteret i løbet.
Klosterskogen Grand Prix har gennem årene haft flere danske heste og kuske på vinderpladsen.
Udover Classic Grand Cru så har Frisky Frazer med Axel Jacobsen vundet løbet to gange, mens Inzaghi med Jeppe Juel, Rialto Guy med Jim Frick og Hambler F med Bjørn Garberg også har været på æresrunde efter løbet.
Classic Grand Cru har i øvrigt løbsrekorden med 1.12.6a/2100 m – en ganske fornem tid på en 800 meter-bane.
I år skal Repay Merci med Knud Mønster sammen med norskejede Sejr Gammelsbæk med Geir Mikkelsen forsøge at løfte den danske arv, men de er i hårdt selskab blandt bl.a. Quick Fix med Adrian Kolgjini og Ed You med Gunnar Austevoll.
Løbet, der forventes afvikles klokken 17.00, har en førstepræmie på 300.000 NOK.
200.000 NOK er der i førstepræmie i 4-års løbet Habibs Minneløp, mens der er 150.000 NOK i Thai Tanics Lopp over 2900 meter, hvor Jørn Nørlem-trænede Tack Wee med Åsbjørn Tengsareid er blandt favoritterne fra 40 meter tillæg.
Tengsareid har kørt Tack Wee tidligere, og da vandt parret et stayerløb på Momarken.
Andre gode danske chancer på dagen er i monteløbet Pelle Lund med Michelle Mønster samt i 3. løb Toto, der starter for første gang for sin nye træner Tom Erik Solberg.
DanToto har spil til lørdagens program på Klosterskogen.
Baneprogrammet kan downloades på dette link: KLIK HER