Der er ikke noget at sige til, hvis Keld Gregersen, Stutteri Disney i dag går rundt med et bredt smil om munden. I nat vandt Chin Chin Hall, der er helbroder til hans nyindkøbte Coventry Hall, et forsøg til Valley Victory Trot på The Meadowlands.
For lidt over en måned siden satsede Keld Gregersen, Stutteri Disney stort, da han købte åringen Coventry Hall i Lexington for 210.000 dollars – 1.2 millioner kroner. Coventry Hall er fortsat i USA, hvor den trænes af Åke Svanstedt.
I nat vandt en helbroder til Coventry Hall, Chin Chin Hall et forsøg til det store 2-årsløb Valley Victory Trot, hvor finalen på lørdag er doteret med 435.000 dollars
Chin Chin Hall (Cash Hall) med Peter Wrenn i sulkyen var spillet som femtefavorit til 10 gange pengene I det ene af to kvalifikationsløb på The Meadowlands i nat.
Fra spor 1 tog Wrenn Chin Chin Hall roligt, men efter 400 meter sendte han den fremad og inden 800 meter-mærket var parret i spids.
Løbets favorit, Seven Hills (Muscle Hill) med Corey Callahan kom frem i dødens, og pressede tempoet op ind på opløbet.
Chin Chin Hall svarede hele vejen ind i ml og efter en afslutning i1.09-tempo sejrede den sikkert med trekvart længde foran Seven Hills, der akkurat klarede at holde Forbidden Trade (Kadabra) og Reign of Honour (Father Patrick) fra livet i kampen om andenpladsen.
Chin Chin Hall noteredes for 1.11.3, mens den nævnte trio løb 1.11.5.
Det var anden sejr i 10 starter til Chin Chin Hall, der nu har tjent 97.794 dollars – placeret har den løbet 1.10.1.
Mens Gregersen måtte betale 210.000 dollars for Coventry Hall, kostede Chin Chin Hall blot 50.000 dollars – men eksteriørmæssigt er der også stor forskel på dem i Coventry Halls favør.
Det andet forsøg til Valley Victory Trot vandtes af Trix and Stones (Trixton) med Scott Zeron i 1.11.6 _ her blev der afsluttet efter 1.07.5/400 m – Southwind Avenger (E L Titan) med David Miller nummer to i 1.11.7, mens Hudson River (Father Patrick) med Brian Sears blev nummer tre i 1.11.8.