Der bliver alligevel mulighed for at kunne gøre indskud i totalisatoren i Restaurant Grand B på Charlottenlund Travbane i derbyweekenden efter spilleselskabet Derby25 har indgået en forhandleraftale med restauranten.
På grund af Covid19-situationen kan der maximalt være 500 personer på Charlottenlund Travbanes anlæg.
Det betyder, at der f.eks. på Derbydagen kun er muligt for banen at have 200 personer på publikumssiden, idet der er 300 andre personer, der enten er på staldterrænnet eller deltager i løbene, diverse personale på banen, presse (alene svensk) TV4 kommer med 17 personer) etc.
Men yderligere 200 personer har mulighed for at opholde sig i den store hovedrestauration, der drives af Grand B.
Grand B har mulighed for at åbne for spisende gæster, der har separat adgang til restaurationen.
Grand B betragtes ikke som en del af arrangementer – hestevæddeløb – og derfor kunne Grand B ikke i første omgang tilbyde totalisatorspil som andre steder på Travbanen.
Det ville være en overtrædelse af de regler, der er for afholdelse af væddeløb under Covid19-situationen, og ville kunne medføre, at Politiet ville beordre hele løbsdagen aflyst
-Men nu er der indgået en forhandleraftale med Derby25 og Grand B, således der vil være totalisatorboder i Grand B, oplyser Klaus Koch, direktør på Charlottenlund Travbane.
-Vi har desuden strakt os meget langt i forhold til adgang til Grand B, således af Grand Bs gæster kan benytte trappeopgangen, men det betyder, at vi på afsatsen ved indgangen til Pit Stop vil have vagter posteret.
-Ingen af Grand B’s gæster vil få mulighed for at komme ud på travbanens areal, for så overholder vi ikke kravet om et maksimum antal på 500 personer. Det betyder, at hvis en hesteejer er gæst i Grand B, vil vedkommende ikke kunne komme i vindercirklen, hvis hans/huns hest skulle vinde.
-Det beklager vi, men vi skal følge reglerne, betoner Klaus Koch.
På staldsiden var Staldcafeen, der også drives af Grand B, fredag lukket.
-Vi fik torsdag en meddelelse om, at Staldcafeen ville være lukket. Det betød at trænere og staldfolk ikke ville kunne få vådt eller tørt, så vi handlede hurtigt, og fik fredag en pølsevogn på plads, hvorfra der kunne hentes pølser og vand. I dag vil der være en Pastabod.
-Vi har ganske vist nu fået meddelelse fra Grand B om at Staldcafeen alligevel er åben, men vores set up med pasta i dag vil fortsat fungere, siger Klaus Koch.