TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbyheste viste talenterne frem

af | 1. jun 2025 | Nyheder

Kaboom med Axel Jacobsen leverede sin hidtil bedste præstation, da den vandt i dagens hurtigste tid 1.13.3a/2000 m og Kill Bill med Michael Lønborg var ikke meget dårligere, da den vandt i 1.14.7/2020 m i voltestart!

Kaboom med Axel Jacobsen vinder rekordforbedret til 1.13.3a/2000 m Foto Burt Seeger

Da Bet25 Sport sidst havde åbnet for fast odds til Dansk Trav Derby kunne man få 35 gange pengene på såvel Kaboom som Kill Bill – ja, og også på Kohkahycumest, der var nummer to til Kaboom i 1.13.9.

Men efter søndagens stærke præstationer af såvel Kaboom som Kill Bill, må man formode, at når der igen bliver åbnet for indskud til Derbyet, så er trioen nok reguleret nedad i odds.

Anpartshesten Kaboom med Axel Jacobsen sad i spids fra start til mål og Kohkahycumest med Steen Juul fik aldrig fat i konkurrenten, der i opløbet tak fra til overlegen sejr i 1.13.3a/2000 m – en notering, der skulle vise sig at være dagens hurtigste.

Det var tredje sejr i fem starter i år og sjette sejr i karrierens 10 starter.

Kaboom , der er opdrættet af Frank og Preben Sørensen, har en guldrandet afstamning med Love You som far og Only in America som mor. Hun er efter Viking Kronos – Armbro Voice og er dermed søster til tophopperne Red Rose America og Laurel America – og det er fra denne linje som Eric the Eel og Preacherman også kommer.

Se mere til Kabooms afstamning på Breedly – klik her

Kill Bill med Michael Lønborg har nedkæmpet Kennedy med Birger Jørgensen,. Foto Burt Seeger

Kill Bill (Donato Hanover), der er opdrættet af Bo Jondahl,  startede for anden gang i år – han åbnede med en andenplads, men nu kom sejren efter en opløbsdyst med længe førende Kennedy med Birger Jørgensen.

Kill Bill fik overtaget omkring 50 meter fra mål og sejrede sikkert i 1.14.7/2020 m.

Efter dette løb var der dramatik.

På vej tilbage til vindercirklen tændte Kill Bill pludselig af og sparkede vildt bagud.

Michael Lønborg havde ”Englevagt” – det var meget tæt på, at han var blevet ramt  i ansigtet af Kill Bills baghove.

-Vi ville være flinke ved ham og ville tage murphyblænderen af, så han kunne så lidt mere, men det fik ham til at tænde af, forklarede Michael Lønborg på Bet25 Live efter uheldet.

Le Champ Laser med Bjarke Haagensen var løbets mindst spillede hest. Foto Burt Seeger

I det indledende 3-års løb var det feltets mindst spillede hest, Le Champ Laser (Bold Eagle) med Bjarke Haagensen, der viste sig bedst.

Parret tog spids fra start og holdt et jævnt tempo. Længe holdt Luther King med Steen Juul ryg, men måtte slippe rundt i opløbssvinget.

Luigi med Jeppe Juel forsøgte at fange Le Champ Laser, men uden held. Le Champ Laser, der startede for fjerde gang i karrieren og i år, vandt sikkert i 1.16.0/2000 m foran sæsondebutanten Luigi med Jeppe Juel i 1.16.3. Stutteri Laser er opdrætter af Le Champ Laser.

Familien Haagensen havde også en anden 3-åring til start – debutanten Lignite Flame (Creatine), der debutererede i 8. løb med Nicolaj Haagensen i sulkyen.

Også her var recepten til spids fra start og holde sig foran løbet ud til sejr i 1.17.5/2000 m. Limerick Downs med Steen Juul hængte godt med  og besatte andenpladsen i 1.17.6.

Mette Holmer har opdrættet Lignite Flamne.

Med en mulespids vinder Lucas Silvålkra med Birger Jørgensen

Dagens mest spændende opløb kom i 5. løb, hvor Martin Nilssons Lucas Silvåkra (EL Mago Pellini) med Birger Jørgensen akkurat klarede sig først over stregen i kamp med Kentucky SH med Steen Juul – begge i1.15.3.

Jens Aage Nielsen har opdrættet Lucas Silvåkra.