TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Der hændte noget mærkeligt på den franske bane, Abbeville

af | 9. aug 2024 | Nyheder

Tirsdag den 7. juli havde den belgiske hesteejer og træner Luc Roelens sendt to heste til start på banen i Abbeville, og det gik sådan set meget godt – hestene vandt og var nummer to, men der var noget, der ikke var rigtigt!

Luc Roelens var ikke selv til stede på banen i Abbeville, men havde sendt de to heste, hoppen Junge Girl og hingsten Jack Flush afsted med en staldmand, der skulle gøre hestene klar til det montéløb, de skulle starte i.

Som nævnt indledningsvis var Junge Girl og Jack Flush hhv. vinder og nummer to i løbet, men ved den efterfølgende kontrol af hestene, var der noget der ikke stemte med hestenes programnumre og med den angivne jockey.

Selv om der er tale om en lysebrun hoppe og en brun hingst, så var det lykkedes staldmanden at sende de to jockeys ud på de forkerte heste og med forkerte nummerdækkener.

Det var altså ikke Junge Girl, der var først over stregen, men Jack Flush!

Selv om Luc Roelens bedyrede sin uskyld i flere mails til det franske centralforbund, så er de to heste nu diskvalificeret fra såvel første som andenplads – præmierne som Roelens her mistede var i alt 10.150 Euro, men hertil kommer så en bøde på 5.000 Euro.

Og mon ikke Luc Roelens er på plads, når han næste gang sender heste til start?