Ved årsskiftet har DanToto skiftet ejer og samtidig betyder liberaliseringen af spillemarkedet noget for udbetaling af gevinster.
Frem til den 31. december 2017 var DanToto ejet af Danske Lotteri Spil A/S – et selskab i Danske Spil-koncernen.
Fra den 1. januar 2018 er DanToto ejet af et andet selskab i koncernen, Danske Licens Spil A/S, og selv om det ret beset er business as usual, så indebærer ejerskiftet alligevel nogle afgørende ændringer, der har betydning for udbetaling af gevinster.
Da DanToto frem til årsskiftet havde monopol på hestespil i Danmark, var det muligt at hæve gevinster hos såvel DanToto-forhandlere som på banerne.
Havde man gjort sit indskud hos en DanToto-forhandler inde i byen og derefter kørt til væddeløb og havde en vinderbon, ja, så kunne denne kupon hæves på banen.
Og også den modsatte vej – spil på banen kunne hæves hos en hvilken som helst DanToto-forhandler i Danmark.
Sådan er det ikke længere for spil gjort efter den 1. januar 2018, hvor Dansk Hestevæddeløb nu står for banespillet i samarbejde med Bet25.dk
Det betyder bl.a. at man på Charlottenlund Travbane og Fyens Væddeløbsbane skal være opmærksom på, at hvis man spiller i Pit Stop eller i Vaskehuset – så kan en eventuel gevinst kun hæves der, ligesom gevinster på kuponer spillet i banens boder kun kan hæves i disse.
Man kan altså ikke længere hæve en gevinst, der er spillet i en bod på en væddeløbsbane hos en DanToto-forhandler.
Bonerne på væddeløbsbanerne vil bære navnet Bet25.dk – hvor der tidligere stod DanToto.
Det er en naturlig konsekvens, at liberaliseringen af spil på hest, der giver licens-havere mulighed for at udbyde toto-spil på heste.
(teksten med kursiv er en rettelse i forhold til tidligere, hvor det fejlagtigt blev angivet, at det var på grund af de ændrede ejerforhold hos DanToto, der var årsag til at man ikke længere kunne hente gevinster på baner og i boder)