TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Danskejet hest favorit i 5+-løbet på Vincennes

af | 20. feb 2022 | Nyheder

Eftermiddagens 5+-løb har danskejede Calypso di Poggio, der trænes af Erik Bondo blandt favoritterne.

7 Calyspo di Poggio med Adrien Lamu vinder Prix de Chateau Chinon. Foto Gerard Forni

Calypso di Poggio, der ejes af Costa Stable og Panamera Racing, køres af Adrien Lamy og har ikke startet siden den30. december, hvor den vandt Gruppe III-løbet Prix Chateau Chinon over 2700 meter i fine 1.13.0.

I eftermiddag er distancen 150 meter længere, hvad der dog næppe får betydning for den fine Ready Cash-datter.

Calypso di Poggio bliver dog ikke storfavorit, for det gør en anden italiensk hest – endda fra samme opdrætter, Cresus di Poggio (Muscle Hill).

Cresus di Poggio med Jean Michel Bazire har vundet to besnærende sejre på Vincennes – i hhv. 1.14.1 og 1.14.2 over 2700 meter, men han skal godt nok finde et sekund på kilometeren for teoretisk at skulle kunne matche Calypso di Poggio.

Calypso di Poggio er en af tre heste som Bondo sender til start – Cocis MP (Manofmanymissions) med Paul Philippe Ploquin og Instinct d’Am (Bold Eagle) med Gabriele Gelormini de to andre.

Denne duo har bestemt også chance for at blande sig i afgørelsen . Cocis MP var nummer fire, da Calypso di Poggio vandt og Instinct d’Am var senest nummer fem i 1.12.5/2700 m i Gruppe II-løbet Prix Ephrem Houel, hvor de bedste franske 4-åringer mødtes.

5+-løbet, Prix d’Orthez med en samlet præmiesum på 90.000 Euro køres klokken 15.15 og er 4. løb.

Eftermiddagens hovedløb er for 3-åringer, og det er det første Gruppe 1-løb for årgangen.

Tidligere hed det Criterium des Jeunes – nu er titlen Prix du Comte Pierre de Montesson for at hædre en af de tidligere formænd for det franske centralforbund.

14 heste kommer til start – Tomas Malmqvist-trænede Jazzy Perrine (Django Riff) med Eric Raffin er den i feltet, der har tjent flest penge og kommer med to sikre sejre i bagagen – med vundet i rene hoppeløb.

Nu mødes hingste og hopper for første gang, og Phillipe Allaires hingst, Just a Gigolo (Boccador de Simm) med Franck Nivard er den naturlige favorit efter at have vundet 6 sejre i 8 starter – den galoperede ganske vist i sin seneste start, men ellers har den været stabil.

Prix du Comte Pierre de Montesson køres som 7. løb med start klokken 17.00 – løbet har en samlet præmiesum på 200.000 Euro – distancen er 2700 meter.