På lørdag er Nordens eneste mile-bane, TIngsryd-banen i Sydsverige for første gang værter for en V75-dag og det bliver bl.a. med dansk deltagelse.

Foto Flemming Andersen
Der kan ventes fartfest når V75-løbene på lørdag afvikles på Tingsryd.
12 ud af de 13 løb køres på sprinterdistancen 1609 meter – og det betyder en omgang på Tingsryd. Det trettende løb køres over 2413 meter – altså halvanden omgang.
At hestene i sprinterløbene blot skal igennem to sving – og endda store sving – giver ikke blot hurtigere løb, men er også mere skånsomt for hestebenene.
Fem dansktrænede heste tager turen til Tingsryd, men også danskejede Hustle Rain er til start.
Hustle Rain, der ejes af Thomas Lind-Holm og Stald H starter i Gulddivisionen og bliver en af favoritterne til førstepræmien på 200.000 SEK.
En anden god dansk chance er Jan Friis-trænede Forest Jet med Nicklas Korfitsen, der dog ikke har været for heldig med startpladsen – parret har trukket spor 8 – altså yderst på vingen.
Men formen er i top og vinderchancen må betegnes som god.
I samme løb starter Sajsa Nielsens sejrssluger Highway Flamingo med Søren Johansson, men de har også været uheldig med startpladsen, idet de har trukket nummer 12.
Inden for V75-rammen starter også i 4. afdeling 9 Songbird med Nicklas Korfitsen, og så skal det blive spændende at se sidste års Hoppe Kriteriumvinder, 4 Kilimanjaro Face med Adrian Kolgjini i V75-5.
Gordon Dahl sender to heste til Tingsryd, der begge skal køres af Nicklas Korfitsen.
Det er i 4. løb 1 Our Brodde, der bl.a. møder 2 Incitanus Sotto med Joakim Løvgren og i 12. løb 5 Manhattan Trot.
Se programsiderne til V75-premieren på Tingsryd – klik her