Broad Bahn klar til Hambo-finalen!
Danskejede Broad Bahn klar til finalen i verdens største travløb, Hambletonian Stake 2011
Efter en omstart forårsaget af Chapter Seven, der ikke var på plads i starten, blev feltet i det første indledende heat til Hambletonian Stake 2011 sendt afsted med Broad Bahn meget hurtigt ude fra startspor 8 og ud af første sving kunne George Brennan køre til spids med Broadway Hall-sønnen.
Efter 1.08,6/400 meter – 1.10,0/800 meter – 1.09,9/1200 meter sejrede Broad Bahn i tiden 1.10,2a/1609 meter foran Chapter Seven, der sluttede forrygende af efter et tungt løb i sporene rundt sidste sving med Fawkes på tredjepladsen.
Broad Bahn – der ejes af Leif Albér – tog dermed karrierens syvende sejr i 17 starter og passerede samtidig $ 400.000 i indkørte præmier.