De amerikanske storløb for 3-åringer-har i år haft forskellige vindere – i nat var det Marcus Melander-trænede Meshuggah med Scott Zeron, der overraskende sejrede i Breeders Crown – og derved skaffede sin far, Greenshoe en længe savnet vinder i en klassiker.
For anden dag i træk kunne Jeff Snyder og Arthur Pronti glæde sig over at have en Breeders Crown, da Meshuggah fandt nej indvendigt i opløbet og sejrede i 1.08.5 til ikke mindre end 63.55 i vinderodds!
Fredag havde parret vinder af de 2-årige hingste Breeders Crown, Spencer Hanover.
Meshuggah skaffede med natten sejr Greenshoe en eftertragtet sejr i et klassiske amerikansk storløb, og det var i øvrigt meget tæt på at en anden Greenshoe-søn, Go Dog Go med Todd McCarthy, var blevet nummer to, men her kilede en anden Melander-hest sig imellem, Super Chapter (Chapter Seven) med Dexter Dunn.

Meshuggah har været til start i de andre storløb – I Hambletonian blev han nummer 6 (Nordic Catcher vandt) og i Kentucky Futurity sluttede han på en femteplads (Emoticon Legacy vandt).
Nu kom storløbssejren, der var 300.000 dollars værd – og måske også en billet til en avlskarriere på et tidspunkt.
Meshuggah, der som åring kostede 120.000 dollars navngivet som Starquake Hanover, har nu startet 23 gange, vundet 5 sejre, 8 anden- og 3 tredjepladser og tjent 867.857 dollars.
Han er moderen, Staritas andet afkom – hun er efter Trixton og hendes første afkom, den brasilianskejede Supernova Hanover (Greenshoe) har rekord 1.09.3 og har tjent 100.670 dollars – den kostede som åring 260.000 dollars.

Mens Meshuggah var en stor overraskelse, var det helt efter bogen at Yo Tillie (Tactical Landing) med Todd McCarthy – trænet af Andrew Harris vandt Breeders Crown for 3-årige hopper.
Yo Tillie har hverken været anmeldt til Hambletonian eller til Kentucky Futurity Filly, men i Breeders Crown kunne hun komme til start og vandt nu sikkert i 1.09.3 foran overraskelserne Stormont Beautiful (Resolve) med B. McClure og Monalishi (Green Manalishi) med James MacDonald – begge i 1.09.5.
Det var årets 11. sejr for Yo Tillie i 12 starter – derudover har hun en andenplads i Bluegrass Stake på The Red Mile, hvor Delaney Hanover slog hende – Delaney Hanover sluttede på en fjerdeplads i nat.
Yo Tillie, der fik 332.000 dollars for sejren, ejes af den hårdt satsende William Pollock og hans ven, Bruce Areman, der købte hoppen for et års tid siden fra Verlin Yoder.
Hun har nu startet i alt 24 gange – vundet 19 sejre og tjent 1.277.421 dollars.

Breeders Crown for 4-årige og ældre hingste vandtes af Nancy Takter-trænede French Wine (Bar Hopping) med Jason Bartlett i hård kamp med Periculum med Scott Zeron – begge i 1.08.5, mens favoritten Lexus Kody med Yannick Gingras blev nummer tre i 1.08.6 – her var der 300.000 dollars i førstepræmie.
French Wine var indtil i sommer trænet af Julie Miller, men da resultaterne udeblev, blev den skiftet til Nancy Takter, hvor den har fået nyt liv.
Hoppeløbet endte også i en tæt opløbskamp, hvor Warrawee Michelle (Walner) med Åke Svanstedt sejrede foran Elista Hanover med David Miller og norskfødte Nelsonbriteagle med James MacDonald.
Her var der 200.000 dollars i førstepræmie.

