TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bold Eagles moder bliver svensk!

af | 12. jun 2024 | Nyheder

Den 19-årige franske følhoppe Reethi Rah Jet har i år fået føl efter Express Jet, men fødslen var hård og derfor vil ejeren Ecurie Hunter Valley bruge en rugemoder i år, men det tillader fransk travsport ikke.

I et opslag på Facebook beretter Hunter Valleys ejer, Matthieu Millet om baggrunden for at han nu lader Reethi Rah Jet svenskregistrere.

-Hoppen har haft en svær fødsel i år, og derfor vil det ikke være rigtigt at bedække hende igen, men det franske centralforbund tillader ikke at bruge embryo transfer fra en hoppe før der er gået to år efter hoppen sidst har fået føl.

Med en hoppe, der er mor til tre heste, der tilsammen er vindere af 21 Gruppe 1-løb, skulle vi vente til hun blev 22 år, før vi kunne trække et føl på hende i Frankrig.

Derfor er Reethi Rah Jet nu blevet svenskregistreret og registreringen og tilladelsen til at lave et embryo transfer er hurtigt gået igennem.

Reethi Rah Jet. Foto Hunter Valley

Reethi Rah Jet er først og fremmest kendt som mor til fransk travsports mest vindende hest gennem tiden, Bold Eagle 1.08.4 – 5.124.608 Euro.

Hun har siden 2010 fået ikke færre end 14 føl – inklusive årets føl, der skal hedde On Fire og som er efter Express Jet (Goetmals Wood).

Det var meningen, at Reethi Rah Jet i år skulle have været bedækket ved franske Ksar (Follow You). Det bliver ikke til noget,.

Nu bliver det i stedet amerikanske Tactical Landing som hingst, og planen er i 2025 at benytte Walner til hende.