TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Bo Westergaard helt færdig i travsporten

af | 20. sep 2024 | Nyheder

Den dom til Bo Westergaard, der i dag er offentliggjort er en tillægsstraf til de 2 år 6 måneders udelukkelse fra travsporten, som Bo Westergaard fik i I D Exceptional-sagen

Med en samlet udelukkelse på 7 år og 6 måneder må Bo Westergaards virke i travsporten betragtes som værende helt slut.

Dermed sættes der punktum for en karriere, der i den grad bød på op- og nedture, men som også skabte nye hesteejere, og tro og håb for fremtiden for travsporten.

Selv om dagens dom kan appelleres, så virker det omsonst med de klare overtrædelser af bl.a. opbevaring af medicin, der er konstateret.

Det er ærgerligt, at Bo Westergaard ikke har tænkt sig mere om, da han fik den store chance til at starte igen som træner med base på Vang Hovedgaard efter at have udstået en udelukkelsesdom på to år i Norge,

Bo Westergaard vidste, at han og hans træningsstald ville blive genstand for overvågning – ikke blot fra sportens side, men også fra konkurrenters side.

Bo Westergaard skulle i den grad have taget hånd om ethvert forhold, der kunne belaste ham og hans situation.

Det gjorde han desværre ikke – det viser dommen og de dokumenter, som Dansk Hestevæddeløb i dag har offentliggjort.

Jeg er overbevist om, at Bo Westergaard er en dygtig hestemand.

Han er en dygtig travtræner, og han kan begejstre og skabe resultater.

Bo Westergaard har fået hesteejere til at investere i dyre heste, og han kunne have været en stor gevinst for den samlede travsport.

Hvis han havde holdt sig på dydens smalle vej.

Dagens dom er nærmest en livstids dom – og samtidig er Bo Westergaard også dømt af Facebook-domstolen.

Med dagens dom er Bo Westergaard helt færdig i travsporten!

Desværre!