TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Axel imponerer ikke

af | 8. dec 2017 | Nyheder

I stalden hos Franck Nivard er man ikke særligt imponeret af den danske derbyvinder Axel, som man har haft i træning den sidste måneds tid.

Ellen Piltoft selfie med Axel!

-Nu har Axel aldrig været nogen blænder i træning, og samtidig har han sat pels, så de lader ikke til at være specielt imponeret af ham hos Nivard, fortæller Ellen Piltoft, der sammen med Karsten Holm er i Frankrig i denne uge.

-Vi har besøgt Axel flere gange på Grosbois, men det er lidt svært at kommunikere med de franskmænd. Nivard kan kun tale fransk, men han har en staldmand, der taler lidt engelsk, så lidt information omkring Axel har vi dag formået at få.

-Mest vigtigt for os var da også at se, hvor han trives på Grosbois, og det ser ud til at det går godt.

-Som nævnt er han langhåret. Axel sætter altid megen pels her om vinteren, og det får ham jo ikke ligefrem til at ligne en stjernetraver, siger Ellen Piltoft til travservice.

-Det er planen, at Axel skal have sin debut fra Franck Nivards træning den 16. december på Vincennes, slutter Ellen Piltoft.

Axel er anmeldt til løbet Prix Oscar Colland, der er udskrevet for 4-5 årige heste, der max har tjent 295.000 Euro. Distancen er 2100 meter auto og den samlede præmiesum 95.000 Euro.

Axel står med 230.171 Euro og ud fra de foreløbige anmeldelser skulle han være sikker på at få startplads i første række bag startvognen.

Senere på måneden er Axel formeldt til monté-løb.