• alti pant
  • Opdrætterforeningen
  • Horse Trainer Walks
  • From Above US 2022
  • internetauktion
  • Derby25
  • Michaelturn 600x110px
  • Wishingstone 600x110px
  • Enssnapshot 600x110px

Iceland skuffede

Iceland stillede op som storfavorit i aften på Solvalla, men trods føring fra start i behersket tempo (1.12,9/500 meter og 1.15,0/1000 meter) måtte sidste års Elitloppsvinder nøjes med trejdepladsen.

Ind på opløbet kunne Stefan Melanders hest imidlertid ikke stille noget op mod Acclaim (Super Arnie), der speedede frem til sejr for Håkan Eriksson i tiden 1.14,5a/2140 meter foran Colombian Necktie og Iceland.

Det var Acclaims 34. sejr i 114 starter og der var 100.000 SEK til vinderen.

Bedre end frygtet …

 

Med en V5-omsætning på 619.000 kroner og en samlet omsætning på 1.650.469 kroner nåede premieren på fælles nordisk spil onsdag eftermiddag ikke de ventede højder, men vi fik til gengæld en solovinder i V5-spillet på over 400.000 og det er altid værd at markedsføre.

– Jeg synes det gik bedre end frygtet, men dårligere end håbet, siger HFFs kommercielle direktør, Troels Troelsen om dagens omsætning.
– For os er nyheden at vi fik den største præmie i dansk hestesport i længere tid, og det var især glædeligt at det var en dansk spiller, der løb med gevinsten. Det er det vi skal markedsføre – samtidig med at det blev en spændende løbsdag med fin sport. Markedsføring af selve spillet er Danske Spils ansvar.

Se også nyhed på danskespil.dk

 

Flotte præstationer på Lunden

Fin sport på den første Nordisk Trav-dag på Lunden. 1. afdeling af Golden Cup – hvor den samlede vinder modtager en guldbarre til en værdi af 250.000 kroner – gav sejr til Rene Kjær bag Nonis Lobell (øverste foto), der ejes og trænes af Lunden-amatøren Camilla Meier. 402.796 kroner til én række med fem rigtige!

19-årige Camilla Meier har fået en rigtig fin hest i Nonis Lobell (Carmody Lobell), der i seneste start imponerede i et stayerløb på NKI Racing Arena Aalborg, og i dag viste den 6-årige vallak at sejren ikke var en enlig svale.

Rene Kjær havde denne gang fået chancen bag hesten og “Nisse” kørte et helt perfekt løb – overtog spidsen fra Nine One One K D efter 550 meter og siden kunne Nonis Lobell dirigere løbet til sikker sejr.

L’as Marabout sluttede stærkt af til andenpladsen foran Omega Woman, mens Obession – der gjorde sin sidste start for Steen Juul efter salg til hesteejer hos Flemming Jensen – blev træt efter et løb i dødens de sidste 1100 meter.

– Det ser nok værre ud fra siden end når man sidder bag den, men det er klart, at når den tager nogle hjælpetag og bare løber med en trense, er man ikke helt rolig. Jeg vidste godt med 500 meter tilbage skulle de være speedstærke for at løbe forbi ham, og det blev faktisk meget let. Men den har jo også altid haft talentet. Kenneth (Nielsen) har haft nogle gode oplevelser med Nonis Lobell, men Camilla er en fantastisk dygtig pige, som har lavet en rigtig flot stykke arbejde med hesten, sagde Rene Kjær.

Nonis Lobells sejr betød, at der kun blev fundet én række med fem rigtige i V5-spillet med en gevinst på 402.796 kroner.

Omsætningen blev 619.685 kroner, hvilket må betegnes som skuffende – taget i betragtning at både Sverige og Norge kunne spille med.

De øvrige V5-løb
Knud Mønster
var svaret i V5-spillets 1. afdeling med Pablo La Marc (Love You), der overtog føringen fra Camilia Sund ud af første sving og siden dirigerede løbet til sikker sejr i tiden 1.18,2a/2000 meter efter 1.17,5/500 meter og 1.23/1000 meter.

Peak N’Royal kom frem til dødens efter 750 meter og lignede en alvorlig trussel mod den førende ind på opløbet, men måtte slippe grebet de sidste 50 meter. Hesten gik dog et topløb og viste fortsat storform.

– Det blev ikke det løb jeg havde regnet med. Jeg var nødt til at køre på sikkerheden de første meter, men så hoppede de værste modbud og så måtte jeg køre frem. Han kæmper hele vejen – kan se slået ud hele vejen, men går alligevel til stregen, sagde Knud Mønster, som vurderede Pablo La Marcs indsats til et 8-tal på 1-10-skalaen.

Favoritten Paula Vang galoperede fra start og så var dén dag ødelagt.


Pablo La Marc

2. afdeling (4. løb) gav sejr til Rene Jonassen med Prince Mastery (Mastery) efter en forrygende opløbskamp med Parco Beach og Jörgen Sjunnesson.

Det lignede ellers længe sejr til favoritten Pondus K, der overtog føringen fra Naomi K efter ca. 400 meter. Ikke mindst da hårdt betroede Moyen Age galoperede i første sving. Midt på første langside kom Out Of Love frem til dødens, men blev efter ca. 900 meter afløst af Othello.

Ned ad bagerste langside blev Parco Beach sendt afsted i tredje spor med Prince Mastery i ryg, men foran så Pondus K stadig frisk ud.

I opløbssvinget var sidstnævnte imidlertid slået og Parco Beach fik overtaget, men på en rigtig fin afslutning kunne Prince Mastery altså på de sidste meter kæmpe sig forbi til kneben sejr. Tredjepladsen til Out Of Love, der sluttede fint af mellem heste.

– Jeg havde ikke troet vi kunne vinde, selvom jeg vidste han har god form. Men vi kom ud fra inderbanen, fik en god ryg på bagerste langside og kunne speede frem i sidste sving. Jeg syntes jeg kunne se på målstregen at vi havde vundet, og Jørgen sagde også tillykke. Prince Mastery udvikler sig hele tiden og kan tjene gode penge i år, sagde Rene Jonassen.


Prince Mastery

Steen Juul sig sig af 3. afdeling (5. løb) med News Of Hanke (Muscles Yankee), der gik et topløb fra dødens det meste af rejsen.

Favoritten Mystic Cruise galoperede fra start og så kunne Birger Jørgensen køre til spids med Obelix Dream, der ud af første sving fik News Of Hanke frem som første hest i andet spor. I ryg på denne Noble Raun, mens Marok Thueholm sad i ryg på den førende.

Allerede midt i sidste sving lignede Obelix Cream en slået hest, og ind på opløbet kunne News Of Hanke “koble grebet” for siden at trække fra til meget sikker sejr foran Noble Raun og Borge Avin, der sluttede stærkt af efter et løb i tredje par indvendig. Med frit løb tidligere kunne Nicolaj Andersens hest måske havde truet vinderen.

– Som de sidste mange gange havde han også bagspor i dag og der skal tur til derfra, men vi kom godt igennem. Han er en stærk og regulær hest, der har fordel af jævnt tempo i stedet for flere speedryk undervejs, sagde Steen Juul.


News Of Hanke

Ken Ecce stod for en meget flot kuskepræstation i 4. afdeling (6. løb) med John Ø. Jensen-trænede Daniel Boone (Bosphorous), der var meget tæt på galop de sidste 3-400 meter, men hesten holdt sig i trav til målstregen var nået takket være mesterlig kørsel af kusken.

Fra start var der galop for både Molar og Beauzac, mens Lars Palema fløj til spids fra spor 7. Sjunnesson var imidlertid klar til at slippe til Ken Ecce bag Daniel Boone, der overtog føringen efter ca. 500 meter.

Efter 900 meter blev Albin Sign forceret frem til dødens, hvilket gav andet par udvendig til Borlis Carl og tredje par udvendig til Just Fly K L M, der blev sendt afsted i tredje spor med 600 meter igen.

Just Fly K L M så fin ud, men rullede umotiveret over i galop midt i sidste sving, hvor indvendige Daniel Boone lignede en slået hest, men Ken Ecce fik på imponerende vis “bugseret” hesten først over stregen til anden sejr i træk.

Albin Sign kæmpede heroisk fra dødens og tog andenpladsen foran Borlis Carl.

– Han var rigtig tæt på at galopere, men det var mig, der havde fat i den anden ende af linerne. De hjælper selvfølgelig lidt til selv, men den havde godt nok krise. Jeg havde fornemmelse for at jeg kunne vinde hvis den holdt sig i trav, og hvis jeg kunne køre ind på det lige, sagde Ken Ecce.


Daniel Boone

Karina Rindom bombede
Amatørkusken Karina Rindom indledte dagen med en rigtig oddsbombe i skikkelse af Pure Poison (Gidde Palema)(øverste foto), der er opdrættet, ejet og trænet af kuskens far, Birger Rindom, som har været med i travsporten i næsten 40 år.

Pitezza var toneangivende undervejs, men var træt ind på opløbet, hvor Pure Poison sluttede bedst af af alle til sejr foran El Chupito og Orkan Fønix, der gik fint fra dødens hele sidste omgang. Favoritten Charlotte Sisu galoperede på bagerste langside og var ikke som bedst.

Herefter var Thomas Fischer på pletten med Merete Bagges Power Knight (Scarlet Knight), der efter føring fra start til mål sejrede meget let foran Pilar L C og Pele Derm.


Power Knight

Det afsluttende amatørløb gav sejr til Flemming Larsen-trænede Ima Choice (Little Devil) med Hanne Nissen i sulkyen efter føring fra start til mål foran Diva Spicy og Lane Earth. Favoritten Marino T H galoperede fra start.

Tarok-manden tør ikke længere

Manden bag legendariske Tarok tør ikke længere sætte sig op i en sulky.

– Jeg har haft nogle alvorlige uheld gennem væddeløbskarrieren, og nu er det slut med at være aktiv i sulkyen, siger 66-årige Jørn Laursen.
– Jeg fortsætter med at træne vores heste i langvogn, men jeg tør helt enkelt ikke sidde i de små vogne, hvor hestene kan ramme os hovedet og på kroppen. I en Langvogn kan hestene stadig sparke bagud og ramme os på fødder- eller på underbenene, men det gør kun ondt et par dage, og så er det overstået. Hestene vil normalt ikke gøre os mennesker fortræd, men bliver de meget skræmt, vil de væk, og så gør de ting, der kan være livsfarligt for os mennesker.

28. december 2009 kørte Jørn sit sidste travløb
– Hancock (Macon) skulle gøre comeback, og jeg valgte derfor at tage køreturen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg var skræmt fra vid og sans, og synes overhovedet ikke det var sjovt. Efter den start bestemte jeg mig for, at nu måtte det være slut, fortæller Jørn Laursen.  
– Tidligere var jeg med i en Rotary-klub, hvor speedwaykøreren, den 3-dobbelte verdensmester, Ole Olsen også deltog. Han blev spurgt, hvornår han vidste, karrieren skulle stoppe. Olsen svarede, at den dag han lukkede af for gassen i svinget, så var tiden kommet. Jeg gav ikke fuld gas på Hancock, og allerede inden løbet skulle i gang, var jeg klar over, at det blev min sidste start.  
– Hancock er i øvrigt skadet, og han kommer nok ikke til start igen. Nu hygger jeg om vores fire træningsheste, og jeg har især fidus til, at Primas (Buvetier D’Aunou) vil få en flot 4-års sæson, siger Jørn Laursen.


Tarok (kaldet ”Dannebrog på fire ben”) vandt 111 løb i 156 starter. Flere af disse var blandt datidens verdensstjerner.

Fantastiskeheste.dk beretter her om Tarok:
– Kunne man forestille sig 600 mennesker drage over Atlanterhavet for at se en hest løbe to et halvt minut på en travbane i USA.? Nej, vel. Slet ikke i 1977, hvor det ikke var helt almindeligt og frem for alt heller ikke helt billigt for europæere at besøge det nordamerikanske kontinent. Ikke desto mindre var det netop, hvad omtrent så mange småtossede danskere – alle var de bidt af én gal travhest – gjorde, da nationens firbenede klenodie Tarok stillede til start i det uofficielle verdensmesterskab for travheste på Roosevelt Raceway i staten New York. Den resterende del af befolkningen, ikke mindre bidte, blev hjemme for at høre løbet transmitteret direkte over radioen.

Hverken før eller siden har danskerne været så optaget af ét navngivent dyr, og at hesten endnu i dag huskes som “Dannebrog på fire ben” er en naturlig følge af den hysteriske nationalfølelse, der havde knyttet sig til hesten lige siden 1976. Dengang, som fireårig, satte Tarok den svenske verdensstjerne Wiretapper til vægs af to omgange i Charlottenlund Travbanes nyindstiftede internationale løb “N.J. Koster Memorial”, i det ene tilfælde endda i ny europarekord for aldersklassen. 

I begyndelsen af 1970’erne havde dansk travsport ellers befundet sig i en krise. Det var og blev en amatørsport. Tiltroen til sportens udøvere i almindelighed og til afviklingen af væddeløbene i særdeleshed var svindende, og der fattedes penge som aldrig før. At travsportens redning, den 18. februar 1972, netop skulle fødes i en amatørstald, nærmere betegnet Stald Kima nær Skive, blev derfor til skæbnens ironi, om end det givetvis også blev afgørende for hestens store popularitet. Måske Tarok var en af Morten Korchs røde heste – ikke kun billedligt talt. I hvert fald var han rød, med blis og aftegn på benene.

Tarok var efter Pay Dirt, en hingst efter Florican, hvis succes i dansk traveravl med tiden skulle blive historisk (fem derbyvindere taler deres eget sprog). Moderen var Tina Virup, en halvtovlig hoppe som manden bag Stald Kima, Karl Ingvard Laursen, i tidernes morgen havde følt sig til narret til at købe for 5.000 kroner. Tarok var hendes niende føl. Som alle andre af hendes afkom lå Tarok forkert, og det blev med hiv og sving, at Laursen og den tilstedeværende dyrlæge fik ham ud. At det ligefrem var en kommende verdensstjerne, de havde hjulpet til veje, havde de næppe forestillet sig, men føllet så godt ud og fejlede ikke noget. Måske den lille hingst alligevel kunne blive en trumf for Stald Kima, ligesom et af de 22 kort i det kortspil der gav navn til føllet.

Fem år senere var berømmelsen for længst en realitet. Kort før afrejsen til USA løb Tarok i Billund, og i timerne op til løbet havde færdelspolitiet set sig nødsaget til at anmode tilstrømmende travfans om at vende om. Indfaldsvejene til Billund var blokeret. Alle ville se Tarok, og den dag lykkedes det for ca. 10.000 mennesker, halvt så mange som havde set hesten vinde derbyet året før, overlegent i ny rekord: 1.19,9a/3000 meter.

Og sådan var det bare, når Tarok løb. Om den vandt eller tabte, betød ikke det store. Selv de blå-gule havde overgivet sig. Først havde Tarok slået fænomenet Wiretapper, og senere på fireårssæsonen havde den på banen Jägersro i Malmö vundet over en anden af de svenske supertravere, den jævnaldrende Gay Frost. Hvad fodboldlandsholdet ikke kunne, formåede Tarok. Da hesten havde fejlet sine chancer bort i starten af Åby Store Pris i Göteborg i 1977, henvendte en svensker sig for at høre om mulighederne for at få Tarok at se på en anden svensk bane, og da Jørn Laursen, søn af Karl og i langt de fleste tilfælde kusken bag Tarok, havde ønsket at gøre sig bekendt med, hvem Tarok i givet fald skulle møde, havde svenskeren betroet ham, at de skam ikke ønskede at se hesten i løb. De ville bare se den.

Et sulkyuheld i et løb før derbyet havde ellers tidligere sat en kile i Taroks ellers så imponerende sejrsrække, først 15 sejre i træk – og derpå 17. Uden uheldet var det blevet til historiske 33 sejre i træk! Hesten forekom i den periode uovervindelig, og Tarok blev også altid en af den slags, som de fleste kun får lov at drømme om. Hingsten ikke alene ville selv – den kunne også selv. Karl Laursen gjorde engang den bemærkning, at den eneste grund til, at han endnu bad sin søn sætte sig op bag Tarok, var den, at reglerne foreskrev, at der skulle sidde en mand i vognen under hele løbet. Måske sagt i kådhed, men dog ikke helt uden fornemmelse for, hvor selvstændig og selvbevidst Tarok var. I rampelyset tog hesten selvsikkert imod tilråbene og de mange klappende hænder, lige som den nød den megen virak, når børn som voksne ville så tæt på som muligt. Og vel hjemme igen forstod Tarok også selv at give besked. Havde hingsten vundet, gjorde den, til ære for sine staldkammerater, sejrsdans på gårdspladsen. Havde den tabt, luskede den derimod stille ind i sin boks, gemte sig for en tid, så godt den kunne.

I en vis forstand havde Tarok måske også grund til at påtage sig en del af ansvaret, i medgang og i modgang, for hesten var opdrættet og blev trænet som dét, den var, en naturtraver. Lige siden sin allerførste start som tre-årig løb den allerhelst “barbenet”, ingen sko og intet kunstigt udstyr til at hjælpe og korrigere på gangarten, og familien Laursen holdt desuden på, at den ikke skulle løbe på vitaminer og særlige præparater, om så de var nok så godkendte af dopingmyndighederne. Da Tarok blev bragt til start på Roosevelt Raceway, tilstod de heller ikke dyrlæge Hans Schougaard nogen mulighed for at excellere. De satte deres ubetingede lid til hestens eminente stofskifte og usædvanlige lungekapacitet, og den veterinære ekspertise bød de i stedet konservesmad og en sovepose, så han kunne overnatte i stalden sammen med kusken – nå, ja, og så Tarok, naturligvis. Det var ikke den amerikanske drøm. Men vist var det den danske.

Hvem vandt verdensmesterskabet? Ja, Delfo hed hesten vist, en italiensk traver der kunne takke guderne for en omdiskuteret omstart, som betød, at den, i den gældende start, blev sluppet ubesværet til spids, hvorfra den defilerede sejren hjem på lette fjed. Hvem tog spids i den ugyldige start? Gæt selv. Og gæt, hvem der havde vundet, hvis ikke dommerne havde ringet om. Hestesportsinteresserede danskere kan uden tvivl svare rigtigt, lige som en og anden fortsat nægter at tale om verdens hurtigste travhest – Tarok endte dengang i det slagne felt som nummer seks – langt hellere taler man om den bedste, den mest karismatiske, den rareste, den godmodigste.

Tarok døde af den frygtede Baron-Gruff-syge, i dag også kendt som Tarok-sygen. Den triste begivenhed i januar 1981 prægede alle avisforsider i landet, og den nationale sorg var af et sådant omfang, at kun de allerfærreste dødsfald blandt mennesker afføder de samme reaktioner. Mange vil endnu i dag vide, at en liter A-38 kunne have reddet hestens liv, men sådan er der så meget. Dansk hestesport mistede sit flagskib, og dansk travsport – ja, sandsynligvis hele travverdenen – mistede en enestående mulighed for at holde rigtig liv i en af traveravlens ældste hingstelinier, Florican-Axworthy-linien. Trods sølle 32 afkom nåede den røde hingst at udmærke sig som en suveræn beskeler – heste som Farokken, Gloria GT og Hot Trot Ting vidner herom – og endnu i dag må Tarok anses for den måske allerbedste morfar, man har kunnet tænke sig på disse breddegrader.

Tarok ligger begravet på Stald Kimas jordarealer, ved en høj i den fold, der var hans ganske egen. Ikke langt derfra, på en kirkegård, ligger opdrætteren, Karl Laursen. Han døde i 1995, måske mæt af dage, men næppe mæt af travsport.

Ingen blev nogensinde mætte af at se på Tarok.

Pas på Morten Friis

Skivetræner Morten Friis tager til Lunden med vinderambitioner.

6. løb 9 Odin Mølgård 
– Han har gået rigtig godt de sidste to gange. Anderledes oplæg her med bagspor. Kommer vi godt igennem fra anden række, er det en vinderchance. 3 Molar er nok værst imod.

7. løb 8 Omega Woman
– Har endnu en gang trukket skidt spor. Banen hælder nærmest den modsatte vej fra spor 8 ved startafgang – og det kan give problemer. Hun kan speede rigtig godt med rette rygløb, og hvis vi får det, kan hun overraske. Gik super godt senest. Typisk outsider.

Rene Sejthens tyskere

Rene Sejthen – der fornylig startede som træner på NFT – har i alt syv heste til start på Lunden i dag, og fælles for disse er at de har startet næsten udelukkende på banerne i Berlin:

– Polonia Simoni (1. løb) har jeg kørt to gange i prøveløb i Berlin, hvor hun har gået fornuftigt. Tiderne kan man ikke bedømme, da banerne har været meget dårlige samtidig med at banerne nok er ca. 2-3 sekunder langsommere end Lunden. Har trænet godt op til denne start og det er et plus, men hun er svær at vurdere i denne sammenhæng.

– Olivia Simoni (2. løb) har gjort det godt i Berlin, men er ligeledes svær at vurdere mod disse heste. Har tilmed fået et “træls” startspor yderst på vingen, så vi se om det løser det undervejs.

– Bara Nu (3. løb) har trænet fint og jeg tror den vil gøre en figur. Har været i Sverige den sidste måneds tid. Pladschance, selvom det altid er svært med anden række.

– Osvaldo Ardiles (4. løb) har også startet i Tyskland, hvor han har gjort det godt, men det er andre forudsætninger her kombineret med dårligt startspor. Præmiechance.

– Malutka Simoni (5. løb) vandt et montéløb sidst selvom det ikke er noteret i programmet at det var monté. Har været svingende i sine præstationer, men var fin sidst. Normalt hurtig fra start, men dårligt startspor. Outsider.

– Shirakan (7. løb) vandt et amatørløb i seneste start, men er også svær at vurdere i denne sammenhæng. Kan vel 17,5-18 på den aktuelle distance, så må vi se hvor langt det rækker.

– Bara Rita (8. løb) har gjort det rigtig godt i Tyskland for den aktuelle kusk og har en sejrsprocent på 50. Det er første gang på sprint, men er normalt stærk, så vi håber på godt tempo undervejs. Outsider.

Stille og rolig start
Rene Sejthen er som nævnt startet som træner med licens på NFT, og hildtil har han ført en lidt anonym tilværelse med et par sekundære placeringer på Lunden som bedste resultat.
– Jeg er startet stille og roligt og ikke rigtig haft så mange heste til start før nu, men nu må vi prøve at komme lidt i gang så folk forhåbentlig får øjnene op for mig igen. Vi har plads til flere heste, siger Rene Sejthen, som kan kontaktes på tlf. 0046 707 52 13 66.

Flemming Larsen med mindre chancer

Flemming Larsen er i dag på plads med tre startende heste på Charlottenlund Travbane. Umiddelbart ligner det kun mindre chancer, fortæller Lundentræneren.
 

1. løb 9 Pretty Flamingo
– Står alene fra tillæg, og det er en fordel – idet hun ellers kan være vanskelig det første stykke vej mellem heste. Hun er stadig mest med for at lære gamet, og vi tager derfor igen et roligt oplæg.
Det bliver svært at runde alle, og i første omgang er det kun en mindre triochance.

6. løb 11 Albin Sign
– Har igen været uheldig med sporet, og det begrænser naturligvis chancerne. Der er gode heste med på startlinien, og vi skal derfor være tilfredse med præmie. Holder god form, og hvis det flasker sig, er han i trioen.

8. løb 6 Ima Choice. Kusk: Hanne Nissen
– Hun gør det fornuftigt, og virker fin i træningen. Har fordel af distancen, og løber på gode tider. Marino T H er favorit, som jeg læser løbet – og det kunne være godt med ryg på denne. Vi sætter ikke næsten op efter mere end en præmie. Lille triochance.

 

Historisk dag på Lunden

Charlottenlund Travbane kan i dag byde velkommen til en historisk dag i banens snart 120-årige historie. Travløb onsdag eftermiddag med fælles spillepuljer med Sverige og Norge. 1. løb køres kl. 15.30 og løbene sendes på Dantoto Racing Live samt TV2 Sport fra kl. 16.00.

Der kan spilles vinder, plads, tvilling, trio og V5 (3.-7. løb) – og forventninger er naturligvis store.

Bedste bud på en V5-banker finder vi måske i 3. løb, hvor Jan Friis-trænede Paula Vang jagter sin tredje sejr på stribe og Skive-træneren er selvfølgelig også optimist:
– Paula Vang er en lovende hest, som har vundet begge sine starter. Jeg er vældig optimistisk med hensyn til chancerne, og vil ikke være urolig for et eventuel udvendigt løb. Det skal være en god chance, udtaler Jan Friis på travbanen.dk, hvor der som altid er masser af kommentarer til de startende heste.

I skrivende stund er der en enkelt ændring til onsdagens løb:

5. løb: 2 Master Park udgår

Baneprogram: KLIK HER
Racing News: KLIK HER

Ny salgs- og eventchef på Lunden

Pressemeddelelse:
 
Det Danske Travselskab, som driver Charlottenlund Travbane – Danmarks største travbane grundlagt i 1891 – har i dag ansat Nicolai Kaas som salgs- og eventchef.
 
Charlottenlund Travbane har med etableringen af stillingen som salgs- og eventchef ønsket at sætte øget fokus på de store muligheder for eksponering som Charlottenlund Travbane tilbyder, blandt andet via en aftale med TV2 SPORT.
 
– Vi håber at Nicolai Kaas med held og dygtighed kan skabe en ny sponsorsucces på niveau med begrebet TUBORGSVINGET, som stammer fra Charlottenlund Travbane tilbage i de glade 70’er og 80’er, udtaler bestyrelsesformand Peter Wilhelmsen.
 
Nicolai Kaas har baggrund i tv-branchen hos bl.a. Nordisk Film og TV3 Sporten. Han var i en periode direktør i fodboldklubberne HIK og Fremad Amager, hvor udvikling af sponsorplatform og business netværk var i fokus. Nicolai har også været arrangør af større events og sports- og kulturmesser, senest Løb, Cykling og fitness-messen.
 
Charlottenlund Travbane har netop indgået en aftale med Danske Spil, som betyder at banen skal være drivkraften i en ny nordisk satsning på hestesporten.
 
– Det er en stor udfordring for Charlottenlund Travbane, men at Nicolai Kaas desuden har erfaring fra afvikling af større events ser vi som et stort plus, da bestyrelsen ønsker at optimere Charlottenlund Travbanes potentiale på dette område, siger bestyrelsesformand Peter Wilhelmsen.
 
Nicolai Kaas tiltræder 1. februar – og vil være til stede på banen i dag.

Vinder af navnekonkurrence fundet

Over 200 forskellige forslag til navne har redaktionen af den nye spilavis, som Hestesportens Medier lancerede i forbindelse med de første onsdagsløb på Charlottenlund Travbane. Det er helt overvældende, og redaktionen takker alle, der har sat fantasien i sving og har indsendt forslag.

Hestesportens Medier har i samarbejde med Danske Spil valgt navnet Racing News / Trav & Galop som navn til avisen. Det forslag er fire kommet med:

Dorte Lykke
Birte Sigaard
Jens Larsen
Kirsten Dalsgaard

Den endelig vinder er fundet ved lodtrækning blandt de fire, og vinderen er Kirsten Dalsgaard, som får tilsendt avisen to gange om ugen i det næste år.

Vi ønsker et rigtig stort tillykke og håber, at du vil finde stor glæde i at læse Racing News / Trav & Galop.

Tegning af abonnement
Man vil meget snart kunne tegne forskellige abonnementer på avisen. Enten til begge ugentlige udgaver eller til tirsdags- eller fredagsudgaven.  Alle abonnementer er for et halvt år, og man betaler over PBS.

Fuldt abonnement
Normalpris for et halvt år: 900 kroner
Intropris frem til cirka 30. juni: 700 kroner
 
Tirsdagsudgaven
Normalpris for et halvt år: 500 kroner
Intropris frem til cirka 30. juni: 350 kroner

Fredagsudgaven
Normalpris for et halvt år: 600 kroner
Intropris frem til cirka 30. juni: 450 kroner

Se første udgave – TRYK HER!