Der var lagt pres på Asger Molar med Nikoline Nikolaisen, da de red ud til 9. løb på Bornholms Brand Park lørdag eftermiddag. Skulle den 12-årige vallak hjemføre titlen, Årets Sejrshest var kravet en sejr.
Tidligere på dagen havde Cerosso (Quite Easy) med Mads Petersen bragt sig i spidsen i kampen om Årets Sejrshest, da den vandt 4. løb.
Cerosso havde som Asger Molar (Kadabra) 7 sejre og 2 andenpladser, men derudover havde Cerosso nu en tredjeplads – og den ville give titlen, hvis ikke…
Asger Molar med Nikoline Nikolaisen skulle ud i montéfinalen – 9. løb – og kravet var altså en topplacering – blandt de første tre over mål.
Det klarede Asger Molar og Nikoline let.
Parret sejrede i 1.19.5/2200 m som favorit til odds 2.40.
Dermed hjemførte Asger Molar titlen som Årets Sejrshest på Bornholm med 8 sejre og 2 andenpladser i 10 starter.
Asger Molar ejes af Ulla og Laura Pedersen og de otte sejre er blevet hentet med fire forskellige ryttere.
Nicole Marsing har vundet fire gange med Asger Molar, Michala Haagensen har vundet to gange og Laura Pedersen og Nikoline Nikolajsen hver en enkelt gang.
Mads Petersen blev igen kuskechampion med 37 sejre – han vandt med såvel Cerosso som Stonefire US på finaledagen. På andenpladsen Martin Sjøholm Jensen, som vandt årets sidste løb på Bornholm med Cmynewlollipop og bragte sig dermed op på 20 sejre.
Trænerchampion blev Stefan Lind-Holm med 29 sejre efterfulgt af Lise Henriksen med 16 sejre.