-Jeg startede i børnehave, da Steen Juul fik trænerlicens, og han er stadig i toppen af den danske elite. Vi burde markedsføre sporten som livsforlængende!

En af mine onkler på 80+ går syv kilometer om dagen med sin gravhund. Det kom jeg til at fortælle min far, og jeg kunne godt se, at det gjorde ham lidt stiv i smilemekanikken.

• Men det gør du da også, du går mindst syv kilometer, skyndte jeg mig at berolige.

Min far, Jørgen Larsen, er 87 år, og i snart 26 år har han været amatørtræner på fuld tid. Lige nu træner han tre heste, og så er der stalden, banen, fejningen, fodringen, fuglene og oprydningen.

Far har arvet et overudviklet rengøringsfokus fra farmor, og han døjer aldrig med at få tiden til at gå, når bare han kan være udendørs sammen med sine dyr. 

Så han er i god form. 

Far er heldigvis ikke enestående.

Jeg kender rigtig mange friske firsere i travsporten, som må være verdens mest aldersvenlige sportsgren.

Jeg startede i børnehave, da Steen Juul fik trænerlicens, og han er stadig i toppen af den danske elite.

Vi burde markedsføre sporten som livsforlængende, det er jo så moderne at lede efter den eliksir, der giver et næsten evigt liv i fuld vigør. Søvn, styrketræning, endofiner, grøn grød, fællesskab, morskab og frisk luft er nogle af de parametre, som skulle give et længere og bedre liv.

Og så er det vigtigt at holde gang i blodcirkulationen. Kredsløbet. Få pulsen op. Og det er måske lige præcis det med pulsen, som væddeløbssporten kan spinde gråt guld på. 

Jeg havde nemlig et pulsur engang.

Det målte antal minutter med puls over 150 om ugen. Det var jævnt dårligt, jeg nåede aldrig op på det antal minutter, som uret ville have mig til. Medmindre jeg havde hest til start. For så røg pulsen op. Hvis den altså vandt, og jeg skulle løbe over i vindercirklen… (her kunne jeg godt fortælle anekdoten om naboen, der var indlagt på sygehuset og koblet til alverdens måleapparater. Pludselig bimlede alle apparaterne og hans seng blev omringet af læger, der ville redde hans liv, men det kunne de spare sig, han lyttede til lokalradioens direkte udsendelse fra Aalborg Væddeløbsbane, og apparaterne faldt til ro, da hans hest kom i mål.) 

Men tilbage til mit pulsur.

Jeg opdagede nemlig, at jeg åbenbart havde høj puls i mange minutter, da jeg fik lov tillykke at træne Axel Party. Det var mærkeligt. Jeg sad jo bare i vognen, og det er en flink hest, der ikke krumspringer…meget mærkeligt. 

Jeg kom til at nævne det for Flemming Jensen en dag, og han oplevede præcis det samme, når han kørte banearbejder. Og han er trods alt kendt som Ismanden, så det kunne vel ikke være nerver, der gav ham puls.  Men hvad er det så? 

Er det en livgivende høj puls, som holder vores kredsløb skarpt, mens vi sidder solidt bag en hest? For så skal vi da solgt budskabet til alle dem, der jokker sig gennem halvmarathon eller hjuler rundt i selvlysende lycratøj. Eller bekymrer sig syge. De skal bare ud og træne heste, hvis de vil optimere alderdommen. 

Jeg har spurgt alle læger og dyrlæger på min vej, og ingen har helt overgivet sig til min pulsteori, endnu, men hvis vi lægger pulsen sammen med den friske luft og samspillet med dyr og mennesker og sport og spil og spænding og plusser på det sociale samvær på tværs af generationer, så tror jeg da nok, at vi i det mindste kunne få Ældresagen til at give en ærespræmie, hvis vi kontaktede dem med sportens bud på en festligere alderdom. 

Der er så også dem, der helt vil aflive alderdommen.

82-årige Ebbe Preisler tog livet af sin kone for godt et år siden. Hun var meget syg, og meningen var, at han også skulle slå sig selv ihjel, men han overlevede og venter nu på sin dom.

Dengang mente han, at alle over 80 skulle aflives, nu er han blevet godt et år ældre og har modereret sit synspunkt lidt. 

• Jeg mener, at alle, der er trådt ind i alderdommen, skal sikres mulighed for at vælge dødshjælp. Når man er cirka 80 år, er man trådt ind i alderdommen, og der kan være mange gode grunde til at ville herfra. Jeg siger ikke, at alle 80-årige har lyst til at dø, absolut ikke, men i den alder kan man opleve en blanding af både fysisk og psykisk lidelse, som kan gøre tilværelsen ubærlig, har han sagt til Jyllands-Posten.

Det er den slags udtalelser, der gør mig glad for travsportens evne til at rumme alle og alle aldre. For det vil da være en skam at aflive alle de friske firsere, der beriger mit liv på travbanen. Jeg hørte en barnløs fortælle om det bedste råd, hun havde fået om at undgå ensomhed, når hun nu ikke ville have børn. Hun blev rådet til at have venner i alle aldre, så hun ikke blev helt forladt, når veninderne fik børn. Det råd er let at følge, hvis man er aktiv i hestesporten. 

På den gode side så er vintergækkerne begyndt at pible op. Axel Party har sluttet vinterferien, vi træner med høj puls, mest mig. Og Skive Trav skal have ros for den fine mail, de sender, når man har hest til start. 

Og tak til solen, der holder sig vågen i næsten 10 timer nu. 

På den anden side så mener Henrik Møllgaard, erfaren håndboldspiller, at det danske samfund er blevet et følelsesmorads med alt for meget brok over alt for små ting.

• Jeg tror meget på, at vi bliver dygtigere og mere rummelige af at opleve, at der ikke altid er et stykke kage til os alle, udtaler han til Jyllands-Posten, og det er jo en trøst for alle os, der ikke er nominerede til gallaen. 

“Hvis du koncentrerer dig om at finde det gode i enhver situation, vil du opdage, at dit liv pludselig bliver fyldt med taknemmelighed, en følelse, der nærer sjælen.” 
Harold Kushner, jødisk rabbiner født 1935.