Patrick Larsen, der er jockey hos Kim Pedersen i Norge, har en fortid hos Stald Saltum – og forleden kom han forbi.

En skinnende rød Volvo med norske nummerplader svinger ind på gårdspladsen.

Det er min gamle skoleelev Patrick Larsen, der sidder bag ved rattet. Jeg har aldrig set ham køre andet end en knallert, der til gengæld kunne køre stærkere end godt var, så jeg skal lige vænne mig til, at han er blevet en voksen mand med egen bil og kørekort. 

Patrick Larsen tog til Norge dagen før sin 16 års fødselsdag, så han forlod Danmark, inden han blev gammel nok til at indløse sit amatørlicens.

Han var lige et smut i Odense for at deltage i licensmesterskabet, det gik ikke så godt, men siden har han vundet løb i dynger som jockey i Norge. Nu er han hjemme på en sjælden visit, fordi han fik en udelukkelse på Solvalla, og derfor kan holde fri i tre dage uden at gå glip af noget. 

Jeg når kun lige at slå armene om den unge mand, så kommer min far galoperende for at hilse.

 Og så snakker de ellers bane, traktorer, vandvogn, sand, ler, vejr og vind og hest.

 Som to mænd snakker sammen, når de virkelig har nogle gode dæk at sparke til, og i den sammenhæng er det helt ligegyldigt, at den ene er 87, og den anden er 21.

Desuden har de begge to vundet løb med koldblodstravere, og det giver en helt særlig indforstået respekt for kørehænderne kusk og kusk imellem. Det er nemlig ikke så let at køre koldblods.

Det understreger min far hver søndag, når han smører sit rundstykke med den sølvkniv, han fik i ærespræmie i et koldblodsløb for noget i retning af 70 år siden.

“Men her er godt nok blevet stille”, konstaterer Patrick, da han har kigget sig omkring i sin gamle skolegård. Stald Saltum har kun fem heste hjemme i stalden i øjeblikket – og gennemsnitsalderen er 10 år…

Far træner Expelliarmus og Jacobe, mens min eksklusive pensionistafdeling består af Axel Party, Billi Time og Cadiz, hvor den ene spildte sin ungdom og derfor må slide videre i formløbene, mens Billi og Cadiz ikke behøver løfte en hov i resten af deres liv.

De har gjort det godt. Og det er anderledes afslappende at passe en flok pensionsmodne travere end heste i topform. Man skal bare lige lære det der med at slippe tøjlerne lidt. 

Jacobe er helt ny i stalden, fordi vi kom i bekneb for selskab til Expelliarmus.

Det er min hest, men far har lånt hende. Hun er astmatiker ligesom Billi, men hun er flink at køre, og som Patrick konstaterer, så er det nødvendigt, at far bliver ved med at have heste at træne. 

“Ellers kan det være, at hun lukker stalden og sælger til Fårup Sommerland, det må ikke ske, du er nødt til at blive på vognen, det er jo det bedste træningssted i Danmark”, siger Patrick til far, mens han peger forarget på mig. 

Og ja, indrømmet, jeg kom til at sige til Patrick, at jeg ikke kan løfte den fædrene Stald Saltum-arv.

Jeg kan ikke køre traktor. Ordne bane. Trille vandvogn.

Det kunne jo læres, hvis jeg havde lyst, men det har jeg ikke. Jeg orker heller ikke at være alene om en stald fyldt med heste. 24 timer i døgnet. 365 dage om året. År efter år.

Men det vil da selvfølgelig være sært, hvis Stald Saltum bliver en del af Fårup Sommerland med Axels Hurlumhøjbane, Billibonboder og Ikarosgynger…

Jeg havde tænkt tanken, at jeg burde lave et officielt interview med Patrick, men det var alt for rart bare at snakke, så det må blive en anden gang.

Men han håber på to køreture i Elitloppsweekenden på Solvalla, og Kalle May er klar til derbysæsonen. I stalden hos Patricks arbejdsgiver Kim Pedersen er der en del danske to åringer, som Patrick remser op, samt en treåring, som er en ret så god model, La Liga. 

Faktisk er min tre måneders praktiktid på travservice udløbet, men jeg bliver ved med at skrive alle de ord, jeg orker.

For det er rigtig hyggeligt at have læsere. Sjovt at møde folk på banen, der spørger til Gulddreng.

En enkelt mener endda, at Gulddreng nok skal vinde et løb snart. Nu er der så bare ingen løb til ham i maj…

Og jeg har slet ikke fået skrevet om dengang, jeg kom til at stjæle Gocciadoros mobiltelefon. Jeg har heller ikke fortalt om min stjernevaskerliste. Og jeg har ikke skrevet en linje om Axels hårde ungdom, hvor han var lige ved at dø. To gange. 

Nu håber vi, at Axels kusk er klar til i aften. Hun har hostet i flere uger og endda så voldsomt, at hendes ribben er begyndt at ømme sig. Til gengæld er min skadede fod blevet fin, så Axel slipper for at varme op med en haltende træner hængende i træktovet. 

Til den gode side så er fars blodbøg sprunget ud.

Han fik den i 80 års fødselsdagsgave, og det lille træ bliver nusset og vandet og gødet med hestepærer, så det kan vokse sig stort og stærkt, selvom det er plantet lige der, hvor vestenvinden har frit spil