Ord! Vi bruger dem hver dag – skriver, læser og siger dem. De kan være morsomme – de kan være stødende – de kan være kærlige. De kan beskrive en situation, en virkelighed – ja, og så meget andet.
“Nå, det er dig, der er kørt ned af en kødscooter?”
Øhhm – min hjerne stod lige stille, da sygeplejeren snakkede løs på vores vej fra skadestuen til lægerummet.
Kødscooter? Mærkeligt ord. Lidt ubehageligt. Råt. Men så sludrede sygeplejeren videre om de to islændere, han selv havde haft, men det var inden, han blev skilt igen, nu havde han to ekskoner og en kat. Aha! Kødscooter var hans måde at sige hest på. Måske prøvede han at være sjov.
Øg, krikke, ged, æsel, buk, kamel, ukær hest har mange tilnavne. På travbanen i Aalborg har det altid heddet bukløbet, når heste i den laveste klasse starter. Jeg har aldrig tænkt det nedsættende, før en staldmand fra en anden ende af Danmark, gjorde mig opmærksom på, at det lød grimt. Faktisk har jeg været modstander af, at vi ikke må bruge det og det ord, fordi det kan krænke nogen. Og at alting skal omformuleres, så det lyder pænere. Og alle de ord, der ikke længere må ende på mand, fordi det undertrykker kvinder.
Jeg mener, ord skaber ikke nye virkeligheder, ord er er bare ord. Selvom nogle ord er snotdumme. Hvorfor hedder det familiefar? Hvem har nogensinde hørt om en familiemor? Eller familiebørn? Familiefar bliver hæftet på alle mænd med børn for lige at vise, at de skam er rigtige mennesker, selvom de slår ihjel, scorer mål, går i krig eller træner hest. Som om mænd med børn er meget bedre mennesker end mænd uden børn. Det giver cirka lige så meget mening som at snakke om barnløse forældre…
Men jeg er begyndt at forstå lidt af mekanikken bag sprogsminken. Det føles faktisk bedre at snakke pænt. Et kompliment kan gøre dagen bedre. Ros kan få alt til at vokse. Når det er vel ment. Eller ærligt ment.
Jeg skrev engang på Facebook “tillykke med sejren, det så godt ud bla bla” og omgående fik jeg en sms fra en, der kender mig godt: “Mener du virkelig det. At hesten så godt ud? ” Og nej…den så faktisk ikke særlig godt ud, men det var 100 år siden, at ejeren sidst havde vundet løb, så jeg smurte lidt ekstra glasur på, fordi jeg blev oprigtig glad på ejerens vegne. Lige siden har jeg anstrengt mig for at være helhjertet, hvis jeg drysser sukker på et udsagn.
For balancen tipper, hvis vi begynder at udvande ordene bare for pyntens skyld. Alt er jo ikke super, fantastisk eller smukkest. Nogle gange er dagen bare dum, læreren træls og vejret elendigt. Et hus bliver jo heller ikke mere beboeligt, fordi ejendomsmægleren farver udsigten lyserød, og jeg ville aldrig købe en hest, hvis der står i annoncen, at den er nem at læsse.
Nogle gange står der jo virkelig meget mellem linjerne, hvis vi kender koderne for det uskrevne. Der kan jeg godt blive ekstra bekymret for vores sproglige udvikling og virkelighedsforståelse, når den kunstige intelligens får lov til at formulere sig frit, for AI er fuldstændig bogstavelig og kan ikke gennemskue, hvad vi mener, når vi siger, at en hest løber baglæns eller sidelæns eller er sød i al håndtering. Skriften og vores sprog bliver lige så usmageligt som en fadøl, der blev skænket for en uge siden.
Alt det her med AI er jo i øvrigt virkelig skriften på væggen i den fremtid, vi ikke kan undgå. Og jeg har det som en lille mus under elefantens fod, når jeg tænker på alt det, der kan ske…
“Det mest sørgelige aspekt ved livet lige nu er, at videnskaben indsamler viden hurtigere, end samfundet indsamler visdom.” Isaac Asimov, science fiction-forfatter og biokemiker, i bogen “Argumenter for mennesker” skrevet af Christiane Vejlø, fremtidsanalytiker.
Men nogle gange kan en ægte menneskehjerne også være for bogstavelig. Jeg læste et svensk interview med en jockey, der var meget berørt over tabet af sin yndlingshest. Den var død i en staldbrand hos en træner. “Og lige ved siden af stod et æsel, hvorfor var det ikke det, der blev offer for flammerne”, udtaler jockeyen. Og jeg spekulerer straks på, hvorfor i alverden træneren havde et æsel til at stå i stalden…indtil jeg får spurgt en, der kender jockeyen, om æselmysteriet.
“Det var da ikke et æsel, det var bare en hest, han ikke kunne lide,” griner hun.
Og så er vi tilbage ved kødscooteren og sygeplejeren på skadestuen, hvor jeg havde ventet i flere timer. Det kunne jeg have sluppet for, hvis min læge havde sat kryds i AI, da hun sendte mig til røntgen. For med et kryds i AI kunne kunstig intelligens have tjekket røntgenbillederne på et par sekunder. Ovenikøbet er kunstig intelligens bedre til at tjekke røntgenbilleder end læger, så husk at bede om AI hos lægen, hvis I bliver kørt ned af en firbenet knallertmule. I præcis det øjeblik en hestehov rammer dit legeme er det forresten svært at undgå grimme ord. Selv Gulddreng kan jeg komme til at kalde både klovn, ko og klaptorsk, hvis han jokker mig over tæerne.
“Ikke alle er gode, men der er noget godt i alle. Døm aldrig nogen for hurtigt, for enhver helgen har en fortid, og enhver synder har en fremtid.” Oscar Wilde, irsk forfatter.
He, her ville Gulddrengs ejer nok have brugt lidt andre ord: “Ikke alle heste er gode travere, men der er noget godt i alle. Døm aldrig en hest for hurtigt, for enhver vinder har en fortid, og enhver gedebuk har en fremtid.”