Annes hest Gulddreng var mandag middag til start på hjemmebanen i Aalborg, og nu skulle et nyt udstyr hjælpe den til en god præstation.

Kalder du mig Knud?

Birger Jørgensen smiler hovedrystende under hjelmen, mens han går videre ind i stalden mod den hest, han skal køre.

Stald Flemming Jensen skal have tre heste ud i 3. løb, og fire heste ud i 4. løb ved mandagens lunchtrav i Aalborg, så det kan godt være lidt svært at hitte rundt i hvem, der nu er hvem og skal køre hvilke heste og i hvilken sulky.

Men Kasper K er ikke i tvivl.

Han skal køre min Gulddreng.

Eller Fars Dreng som Kasper K kalder ham.

Det er fjerde gang, han får lov at prøve.

Første gang gik i pasgang. Anden gang gik i galop. Tredje gang gik slet ikke.

Da stod jeg med min telefon udenfor en café i Lønstrup og så min kære hest løbe helt baglæns i opløbet, og jeg tænkte, at nu kan jeg da vist ikke finde på flere håbefulde undskyldninger for Gulddreng.

Så jeg stoppede telefonen i lommen og gik tilbage på caféen, hvor mine gæster høfligt spurgte, hvordan det var gået.

Helt skidt, svarede jeg, og så snakkede vi ikke mere om det. 

Eller det vil sige en af mine gæster ville gerne vide, hvad det koster at have sådan en hest, men der var heldigvis en vældig larm på caféen, og jeg kunne ikke rigtig høre, hvad hun sagde, så jeg trak bare på skulderen. 

Men det er da klart, at Gulddreng ikke er den bedste investering, jeg har gjort.

Det havde været bedre at købe en guldbarre. Eller to. Eller sætte penge i banken. Selv med negativ rente. Drage jorden rundt i 80 dage. Flyve rundt i helikopter. Købe en pose diamanter. Eller et sommerhus.

Men det står vel ikke i grundloven, at alle investeringer skal give overskud. 

Det står så muligvis mellem linjerne i de styresignaler, der findes om hestehold som økonomisk virksomhed i skattevæsenet. I hvert fald er jeg dumpet som professionel hesteejer, fordi jeg ikke kan finde ud at drive økonomisk hestevirksomhed. 

„Det er fordi, at styresignalet er lavet sådan, at du skal sælge din hest i ugen op til derbyet, hvor værdien er højest‟, var der en, der venligt prøvede at forklare mig.

Ja, jo, men der er jo kun plads til 24 heste i derbyløbene… og hvis man ikke lige er så heldig at have en derbyhest, hvad gør man så?

Og hvad med dem, der så køber en af de heste til alt for mange penge, fordi den kan starte derby? „Jamen du må gerne købe en alt for dyr hest, det er jo en slags lodseddel‟, forklarer den venlige sjæl, og så forstår jeg slet ingenting.

Det er også lige meget, nu er jeg jo dumpet.

Men det er stik imod anbefalingerne fra Dyreetisk Råd, som befaler, at sportsheste ikke må presses for tidligt, og lur mig om ikke de styresignaler kommer i klemme i dyrevelfærden engang. 

Gulddreng, og sikkert også træneren, havde nok fået et chok, hvis jeg havde forlangt, at han skulle starte i Derbyprøverne.

Man kan jo ikke trylle en hest klar til årgangsløbene, bare fordi det passer ind i konceptet med økonomisk virksomhed.

Og jaja, så skal man selvfølgelig bare skille sig af med de heste, der ikke betaler sig, men så ender sporten da snart der, hvor alle løb har en vinder og en taber, for der er kun to deltagere…

Men bedst som jeg havde opgivet drømmen om, at der stadig var håb for Gulddreng, så kom træneren efter dagens opvarmning og sagde, at hesten havde kvalt sig i løbet sidst, så han skulle have en pullerplade på.

Pullerplade?

Kvalt sig?

Jeg må have set meget skeptisk ud, for træneren tilføjede, at det havde Kasper K skam sagt efter løbet, og Birger havde også sagt det, for han havde hørt Gulddreng udstøde lyde.

Og som den håbløse hesteejer, jeg er, så greb jeg selvfølgelig den undskyldning med glæde, for intet er værre end at indse, at ens hest bare ikke kan følge med. 

Så jeg var næsten kæphøj, da jeg sendte Kasper K og Gulddreng på banen med ønsket om en lille præmie.

Og jeg kunne ikke lade være med at grine, da trænerens frue spurgte, om vi skulle blive oppe ved banekanten og se løbet i stedet for at drøne tilbage til stalden.

Det er jo det, jeg betaler træningspengene for.

At se min hest løbe.

Og han løb faktisk både fejlfrit og pænt og i præmierækken, Gulddrengen.

Kasper K var tilpas med sig selv og hesten, så jeg smilede, solen skinnede og alt var bedre end sidst, hvor jeg stod i Lønstrup med min telefon og den totale tomhed. 

Endnu bedre bliver det på søndag, når jeg skal slentre rundt på staldterrænet med Axel Party i snor.

Vi varmer op ved at gå og snakke og gå, alt det vi orker. Så synger jeg en lille sang, og Axel tigger bolsjer, og folk ryster på hovedet, men det er altså blandt mine største fornøjelser at gå med en hest. 

Til den gode side så skulle der være håb for min varmepumpe nu.

Den blev installeret i december,  men har ikke rigtig virket, så jeg har kæmpet en to måneder lang kamp for at få leverandøren til at forstå, at det kan godt kan være træls at bo i et hus uden varme om vinteren, hvortil de har svaret, at jeg jo må forstå, at det er en stor virksomhed, der ikke bare omgående kan sende en tekniker ud til mig, fordi jeg fryser, men nu skulle varmepumpen være fikset.

Og varmt vand i vandhanen er ikke længere bare en drøm, men en herlig realitet. 

Og så har jeg mødt den nye formand for Dansk Hestevæddeløb, Stig Holst Hartwig, som giver svar på mine mærkværdige spørgsmål, men det kan I læse i morgen. 

Husk at flyveører er den billigste transport ud i verden.