Stald Saltums 5-årige hoppe Just Time har haft meget svært ved at løbe fejlfrit i et løb – ja, indtil i onsdags havde hun aldrig gjort det.

Min far var på banen i Aalborg for første gang i år i onsdags.

Anledningen var hverken det fine vejr, de udmærkede løb eller chancen for at snakke med andre travfolk.

Nej, det var absolut ikke for sjovs skyld, at far var på banen.

Det var en alvorlig sag. Han havde nemlig en hest i rutineløb.

Der var gået rygter om et udmærket banearbejde, men Just Time, som hesten hedder, har før gået fine træningsarbejder for så at galopere, når nummerskiltet blev klikket på selen. Hesten er noteret for seks starter i karrieren, og har endnu ikke været i nærheden af et fejlfrit løb.

I debuten i maj for to år siden galoperede hun nærmest forskrækket i sidste sving, da Just A Lady kom flyvende forbi i jetjagerfart. Just Time trampede sig i en forhov, og måske, hvad ved jeg, opstod hendes løbstraume der. 

Hesten gjorde et par starter mere for Jeppe Rask, inden far tog hende hjem til Saltum, hvor han trænede hende selv.

Tilsyneladende gik det fint.

Han sang, hun travede, men deres træningsrunder førte ikke så meget andet end sang med sig. Far ville nemlig ikke melde den til start, før han var 100 procent sikker på, at hesten ville lade være med at galopere i løb. 

Det ville jo være rart, hvis man kunne få en hest til at signere sådan en garanteret galopfri livstidskontrakt, men det er vist kun lykkedes med Classic Grand Cru, som gjorde alle 155 starter i korrekt gangart. 

Just Time gik i træning hos Anders Pedersen i en periode.

Samme mønster.

 Fin i træning.

 Galop i løb.

Efter to forsøg uden noteret tid kom hun hjem til Saltum igen.

Og så lykkedes det faktisk for far og Anders at få hesten fejlfrit rundt i et træningsløb – med nummerskilt og program – i september sidste år.

Det blev fejret med fællesspisning og forventninger. Og da Just Time var tæt på at ryge i prøveløb, så meldte far hende endelig til start med en noteret tid som eneste målsætning.

Eller….det var den målsætning, som vi havde aftalt, men jeg kunne jo have sagt mig selv, at far ikke melder en hest til start, hvis han ikke tror på, at den kan vinde.

Nå, men Just Time vandt ikke. Hun galoperede. Og selvom hun faktisk fik noteret tid, så kom vi ikke videre, for far følte sig ikke fristet til at prøve med en ny startmelding, og så gik der et halvt år mere hjemme i træningsbanen.

Indtil far pludselig sendte Just Time i træning hos Nicklas Korfitsen.

For nu skulle det være. Siden har han trofast tøffet frem og tilbage mellem Saltum og Vang flere gange om ugen med en bolsjespand bag i bilen. 

Derfor var det vældigt nervøst i onsdags, da Just Time skridtede på banen med sit rutineløbsnummerskilt.

Presset var lagt på Mads Henriksens unge skuldre, og han nikkede opmuntrende til mig, da jeg trippede ved banekanten. Jeg havde set far stille sig ovre ved traktoren, hvor han altid står, men jeg turde ikke stå ved siden af ham, hvis det nu gik galt…

Men det gik godt.

Just Time travede to omgange i sikker stil og ganske høj hastighed. Mads modtog ydmygt ros, far var tilpas, Frida lettet og solen skruede op for skinnet. Det var bare et rutineløb. Betydningsløst på papiret men uvurderligt humørhøjdende.

Og jeg kan godt betro jer, at sådan en som far, han er bare sjovere at være sammen med, når hans heste ikke har galoperet…

Til den gode side så blev Axel og Lene i inderbanen hele formløbet.

Det er ellers ikke deres yndlingstaktik, men der blev vist aldrig rigtig plads til at komme ud og lege i sporene, så de er helt klar til et nyt løb på onsdag. 

Og min kære Gulddreng er også meldt til på onsdag…det bliver hans livs hidtil hårdeste opgave, og den ser noget håbløs ud, men sidst på måneden er der et af de nye USA-løb, hvor Gulddreng kan snige sig med i en lavere klasse, fordi han ikke har vundet løb siden januar sidste år. Det kunne jo være fint. 

“En traver, en traver. Mit kongerige for en hest, der traver.” 

Frit omformuleret citat fra Richard III, William Shakespeare