I år er det 30 år siden svenske Helen Johansson vandt Prix d’Amerique med Ina Scot – Helen  Johansson er fortsat eneste kvinde, der har vundet dette storløb

Det er 30 år siden, at en kvinde vandt Prix D’Amerique. 

Det var sensationelt.

 Uhørt.

Umuligt. 

At en kvinde overhovedet overvejede at deltage i Prix D’Amerique, verdens mest krigeriske travløb, var gakgak. Og aldrig sket før. Heller ikke siden. 

Prix D’Amerique er kun for galninge, kun for toppen af den allerøverste top. 

Meget fransk.

Helst kun for franskmænd.

 Slet ikke noget for en ung spinkel kvinde, der bare havde vundet 150 løb i Sverige. 

Men Helen Johansson havde fuld fokus på opgaven. Den skulle løses, selvom den var håbløs.

Taktikken blev lagt på forhånd.

 Ryg på storfavoritten, Vourasi, og så bare vente, vente, vente med mirakelhoppen Ina Scot, der havde gnasket alle tilgængelige laurbær i sig som unghest, men ikke helt havde fået præmiepengene fordøjet i sin første sæson mod verdenseliten. 

Det var faktisk gået lidt skidt.

Men denne sidste søndag i januar 1995 havde Ina Scot aldrig været finere i opvarmningen, og Helen Johansson fandt præcis den ryg på favoritten, hun havde planlagt, og resten er historie.

Helen Johansson bliver et ikon for kvindeidrætten i Sverige og tilbedt som en legende i Frankrig.

Ingen kvinde kan vinde Prix D’Amerique.

Men Helen Johansson kunne. 

“Hun kører et løb, som man burde vise til alle lærlinge som et mesterstykke i kuskekunst”, siger en fransk travjournalist i “Tidernes Triumf”, en tv-dokumentar fra 2015, som kan findes på ATG.play.se. Meget rørende.

Men hvis man nu kommer til at kigge lidt for godt på reprisen, så løber Ina Scot et halvt spor ud på vej ind i opløbet, hvor Helen Johansson heldigvis får hende makket ind på plads igen, så ekvipagen kan følge drejebogen og fejre tidernes triumf. 

Der er så den krølle, at Helen Johanssons sulkyhjul rammer forbenet klokkerent på Jorma Kontios finske stjerne Houston Laukko, der galoperer uregerligt og hele bagfeltet er ved at vælte…

Det giver et lille svaj i glorien, så jeg blev lidt tvær, da jeg kom til at lægge mærke til det.

Jeg ville ikke have min gudindehistorie ødelagt af en nedsabling. 

Og det var jo en anden tid.

Fransk hjemmebane.

 Boksning tilladt. 

Der har sikkert været nogle finner, der snakkede meget finsk.

Måske har der også været franske forbandelser.

Men de var nok blevet til grin, hvis de skræppede alt for højt om, at de havde tabt krigen, fordi en kvinde havde slået dem til lirekasse ved at køre præcist efter slagmarkens reglement.

Ligeværdigt. 

Til gengæld er der ikke noget værdigt over drivningerne. 

Der er ikke mange glorværdige sejre, der tåler at blive set igen. 

Der er faktisk rigtig mange løbsrepriser, som mister sin magi ved et gensyn, fordi vi helt har fortrængt, hvor løst et drivningsreglement vi havde for ikke så lang tid siden. 

Forresten stod jeg engang ved siden af en herre, der var kommet langvejs fra for at se sin hest træne. Hesten havde ikke været billig som ung, men det er jo ikke altid, at prisen afgør talentet, og den her hest var udfordret, som det så smukt hedder på diagnosedansk, så jeg spurgte nysgerrigt, hvorfor de ikke fik den kastreret? 

“Jamen så kan den jo ikke starte Prix D’Amerique”, svarede han helt forarget. 

Og det havde han jo ret i.

Vallakker ingen adgang.

Kun to køn tilladt. 

Tak til jer, der orker så mange ord, tak til mine læsebriller, der gør ordene tydelige, og tak til Helen Johansson for at skabe det stof, som gør det umulige værd at drømme om.