Hvis man har noget at lave, nogle at elske og noget at håbe på, så har man gode chancer for at være okay lykkelig, mente Immanuel Kant, tysk filosof, for 300 år siden.

Det er jo hele tre ting på en gang, men faktisk let at strikke sådan en filosof-lykke sammen.

Du skal bare have en elskelig hest, der starter i væddeløb.

Så har du altid lidt at lave med at holde den i godt humør, og du kan ikke lade være med at håbe, at den en skønne søndag løber først i mål. 

Om jeg så er lykkelig, fordi jeg har fornøjelsen af at træne en bedaget formløber med et smukt sind? Tja, nu er jeg nok ikke den store lykkejæger, men Axel Party er god for sjælen.

Han sæsondebuterede i går i Aalborg, og det havde jeg ikke tænkt at skrive en masse ord om, men så tikkede en sms ind fra min niece: „Lidt billedmateriale til morgendagens artikel‟ stod der med to græderafgrin-emojis og så fire fotos af mig og Axel, der går i takt.

Mig og Axel slentrer nemlig altid en tur på staldterrænet i stedet for at varme op, medmindre det regner eller er koldt, så går vi tur inde i den store forspændingshal, og så bliver Axel spændt for sulkyen lige inden næstsidste løb, hvor han og min niece så traver rundt og gør sig klar til løbet.

Det startede som en nødløsning, fordi vi en gang ikke kunne nå at varme Axel, men det er endt som en rar måde at have hest til start på.

Vi har tid til at snakke, vi har tid til at starte andre heste, vi har tid til at se løb og Axel har tid til at tigge. 

Så vi oplever meget sådan en søndag i Aalborg, hvor jeg lader Axel beholde et let dækken på, fordi alle andre heste viser blank sommerpels frem i solen.

Vi beundrer Just Hans og griner af kuskens bemærkning til datteren efter løbet: „Nu er vi vel udråbt?‟ Og vi spotter en høj mand, der skridter staldterrænet af med svingende arme.

Han har tre heste til start, og de vinder alle tre, det er flot.

Vi spadserer også i en vrimmel af barnevogne, klapvogne og ranglede mænd i køredragter med små poder i hånden.

Travsporten bugner af velafstammede babyer. 

Og jeg bliver spurgt til råds om hingste til en fin flok følhopper.

Det er ikke min kernekompetence, hverken føl eller babyer, men det er nu sjovt at se, hvad de forskellige afstamninger kan blive til.

Jeg bliver så optaget af blodlinjerne, at min niece kommer og hiver i mig: „De skal altså til at køre sjette nu, og hvis du skal have sele på Axel, så…‟ 

Det er så det værste ved skarpt forårslys.

Axels sele er ikke nær så skinnende fin, som jeg vurderede hjemme i selerummet.

Det er også som om gjorden er blevet lidt stram om maven, men Axel ranker sig, og så overlader jeg fornøjelsen til min niece. 

Axel drøner til spids.

Mig og Emil, min nieces kæreste, er lidt overraskede over det taktikvalg, men vi håber det bedste, vi har lært, og Axel bliver faktisk først overhalet midt i opløbet.

Og som min niece kommenterer: „Han var fin. Og vi skulle jo have nogle point.‟ 

Axel ender med at få en fjerdeplads og point.

Præcis halvanden time efter løbet er vi hjemme igen, Axel triller, jeg pakker ud, og således kan en søndag lykkeligt gå, når man er sammen om at lave noget, der forhåbentligt giver mening. 

„Nå, der er fortrin for dem med færrest point på søndag, så vi må jo håbe, at han kommer med‟, skriver min niece så…

„Der er tegn på, at verden hurtigt er på vej mod sin ende. 

Bestikkelse og korruption er udbredt, børn adlyder ikke længere deres forældre…

Verdens undergang er tydeligvis på vej.‟  

Kileskrift på 4800 år gammel lertavle fra Mesopotanien,  set i bogen „Håb – et forsvar for fremtiden‟ af Kristian Leth, 2018