Min krop var sådan helt, I ved, når benene spjætter af sig selv, og alle nervetråde koger over. Og så bliver man helt flad og træt uden egentlig at registrere glæde, kun lettelse.

Da regningen for februar kom, var jeg lige ved at skrive til Tina, for det måtte da være en fejl, at Gulddreng havde startet tre gange på årets korteste måned.

Men jeg tjekkede fakta, inden jeg brokkede mig. Heldigvis.

 For Gulddreng havde ikke bare startet tre gange i februar, han havde faktisk nået at starte fire gange på fire uger…det startede fint med en eksperimenterende start helt uden sko, hvor Gulddreng kom til at galopere, men træneren var positiv.

Så kom der en galop, fordi hesten kom til at træde en sko af i sidste sving med Kasper K som kusk, inden Gulddreng sluttede februar med en fin andenplads uden sko i et pointløb med træneren i vognen, for så at indlede marts med endnu en galop for Kasper K, der kom ind og bad om en chance mere som chauffør.

Den chance får han så i dag, hvor Gulddreng starter i 6. løb i Aalborg.

Jeg havde ellers krydset alle fingre for, at hesten fik lov at hoppe over den løbsdag.

Jeg har nemlig gæster i weekenden, så jeg går glip af dagens start.

Og jeg er virkelig dårlig til at gå glip af noget. Al den nervøsitet, som er lidt lige meget, når man står ved banekanten og kigger på sin hest, bliver en påtrængende fysisk rumlen i maven, hvis man er langt væk fra hesten. 

For mange år siden boede jeg i Næstved, da min hest, Baronesse Saltum, skulle debutere i Skive.

Der var en spillebod med tv-billeder i Slagelse, og da jeg trådte ind i lokalet viste oddsindikatoren 10 for 10 på baronessen.

Den slags odds får altså det hele til at rotere i kroppen.

Men baronessen vandt, spids og slut, og hun endte i odds 1,13…

Baronesse Saltum blev mormor til mit første startende opdræt Spik Party, der også blev min første selskabshest i Anne Larsen ApS.

Hun var egensindig, Spik Party.

Jeg skrev en pæn mail til træneren, da hun ankom til hans stald som tilkørt 1 åring. Om ikke godt han ville huske at sætte forbensgamasher på, for hun kunne måske slå sig.

Han skrev tilbage, at jeg lige kunne ringe… Spik Party havde så smadret et par vogne i løbet af de første par dage i træning, så han ville lige starte forfra med at gå i liner.

Men hesten havde talent og styrke og var klar til prøveløb i maj som toåring og blev godkendt.

Jeg prøvede at sælge hende, men der var ikke nogen, der bed på, så jeg endte med en gevaldig omgang flagrende sommerfugle hjemme i stalden i Saltum, da hun skulle debutere på derbylørdagen i et toårsløb.

1.løb heldigvis, så blev dagen da lidt kortere, men jeg turde slet ikke kigge på skærmen. Og så kiggede jeg jo alligevel, da hun drønede til spids. Og så kiggede jeg langt væk. Og så kiggede jeg igen. 

På målstregen var hun helt på linje med storfavoritten Stand and Deliver.

Og så klippede Dantoto væk fra charlottenlund….der gik nogle virkelig lange minutter før TV vendte tilbage med resultatet.

Hun vandt. På 1.15,9 1600 meter autostart.

Ny dansk rekord for toårige hopper. Inden jeg nåede at tænke på alle de købere, der så måtte være interesserede, hørte jeg træneren sige i sejrsinterviewet, at hesten ikke var til salg…

To år senere var jeg på kursus i Norge, da Spik Party skulle gøre sin sidste afpudsende start inden Grand Prix-prøverne i Århus.

Jeg havde en Nokia 3310, og der var hverken internet eller forbindelse mellem min krop og mine nerver. Jeg var nødt til at sætte mig i bilen og køre mod færgen en time for tidligt, for jeg kunne ikke klare at være på kursusstedet, mens starten gik, jeg skulle være langt væk fra alle.

Men det gik.

 Min søster ringede og ønskede tillykke, hesten havde været helt overlegen.

Min krop var sådan helt, I ved, når benene spjætter af sig selv, og alle nervetråde koger over. Og så bliver man helt flad og træt uden egentlig at registrere glæde, kun lettelse. 

Spik gjorde en enkelt start mere i karrieren uden mig.

 Det var i Lunchtrav på Åby.

 Hun blev nummer to fra dødens til trænerens anden hest i løbet.

Det var ikke særlig nervepirrende.

Til gengæld var der direkte tv-billeder, og kameraet blev på Åby, så jeg havde fuldt overblik over al den tid, min hest var på banen. 

Og jeg behøvede ikke køre 40 kilometer til nærmeste spillebod for at se min hest, som jeg gjorde, da Baronesse Saltum debuterede.

 I dag behøver jeg bare aktivere Bet25appen på min smartphone, hvis jeg vil følge med i en løbsdag uden at være der selv, men oplevelsen bliver rædsom, uanset resultat.

Der er alt for frit spil i min krop og sjæl, når jeg ikke har hesten i hånden.

Resultatet bliver alt for vigtigt, når fokus kun er selve løbet i stedet og ikke alt det andet, der tæller på positivsiden på en løbsdag.

Som for eksempel udtrykket i Kasper K’s ansigt, da han kørte af banen med Gulddreng og bad om den der ekstra chance. 

Men nu svigter jeg altså Gulddreng, som jeg set live i samtlige 27 starter.

Og jeg har det elendigt. Skidt.

Men det plejer at gå meget bedre med hestene, når jeg ikke er der, så måske skulle man spille en tyver på Gulddreng.

Han kommer med splinterny balance. Glad mand med sål på forhovene og aluminiums bagsko.

Til gengæld kan han nok ikke løbe forbi Hokita, men det går nok. Jeg er nemlig kommet i anpartsklub med Hokitas ejere, og der er ingen tvivl om, at de lever resten af marts på en svævende lyserød sky, hvis den vinder. 

He, og så fandt jeg lige et citat til alle os, der tit taber. 

“Alle kan sympatisere med en lidende ven, men det kræver en meget fin natur at sympatisere med en vens succes.” Oscar Wilde.

På den gode side så er de første påskeliljer ved at stikke ørerne op i sollyset, og jeg har booket hingst til min følhoppe.

Det blev Hohneck igen.

Jeg bestemte mig, da han vandt sin årsdebut i Caen.

Ret eller vrang vides ikke, men jeg kan virkelig godt lide den hingst.

 Og så har den min yndlings Love You-søn som far.