Husker du dine ture til Derbyet på Charlottenlund Travbane som ung, som ældre – ja, i det hele taget? Der har altid været noget magisk over den sidste weekend i august måned, når det er Derbyweekend på Charlottenlund Travbane.

“Altså alt det de skriver om Lunden, det går mig til hovedet”, siger mor.

“Hvorfor? Det kan du da ikke gøre noget ved, så det er ikke noget at bekymre sig om”, svarer jeg automatisk.

Mor bliver så let bekymret, og tit over de mærkeligste ting: Trump. Om jeg nu har våde strømper på. Og altså også over alverdens travpolitiske udmeldinger om forholdene på Charlottenlund Travbane og tonen i Det Danske Travselskab. Alle de ekstraordinære generalforsamlinger. Og alle direktørerne. Læserbrevene. Påstandene. Kommentarerne på Facebook.

“Jamen, tænk nu hvis at de ikke kan køre derbyet”, insisterer mor.

“Herregud, så må de da bare køre derbyet et andet sted, det går nok”, siger jeg pædagogisk, fordi jeg ikke rigtig ved, hvad jeg ellers skal finde på at svare.

For det er jo rigtigt nok, at det ligner noget værre rod med Lunden, men hvad der er op og ned og forkert og rigtigt, det ved jeg simpelthen ikke noget om, og jeg kan vitterligt heller ikke gøre noget ved det.

Men det der med derbyet, der kan jeg godt mærke, at mor trykker på et ømt punkt.

For det vil da være mærkeligt, hvis derbyet ikke skal køres på Lunden mere. Hvis derbyet slet ikke skal køres mere.

Det er jo vores stolteste tradition i travsporten.

De klassiske avlsløb.

At vinde derbyet er den drøm, vi allesammen har. Eller det er i hvert fald den drøm, vi går og nusser om, når vi prøver at forklare almindelige mennesker, hvad det er for en mærkværdig passion, der får os til at holde den sidste weekend i august hellig for alt andet end derbyet.

Da jeg var lille, var Charlottenlund Travbane et magisk sted.

Det var ikke kun banen, det var rejsen til Sjælland, det var hotel, det var kæmpestore palæer, det var Øresund, det var tivoli, det var bakken, det var udflugt, det var Tutten, det var Togvognen, det var hattedamer og drukne kuske, det var højtideligt og folkeligt og der var S-tog og bøgetræer og Bellevue og laurbærkrans.

At tage til derby var årets højdepunkt.

 Vi boede på Hellerup Park Hotel, da jeg var lille.

Der var skopudsermaskine på hver anden etage. Min fætter og mig drønede fra den ene etage til den anden for at få pudset skoene.

Vi gik i træsko, men blanke blev de.

Min onkel var særlig smart, han kunne et trick med at fylde håndvasken med koldt vand, så øllene blev ved med at være kolde.

Og nederst i den uendelige park stod en flyvemaskine.

Inde i Tivoli måtte ingen forlade postbudene, før vi havde vundet mindst en lille æske med kattetunger. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange penge, vi har brugt på de kattetunger, men den der uforlignelige spænding, når klokken ringede, og en af postbudene sagte nærmede sig mit nummer, og så alligevel lige nøjagtig røg forbi til nabonummeret.

På Bakken er det travheste, der cirkler rundt og rundt, men dem har jeg aldrig haft held med at spille på.

Jeg læste en vidunderlig beskrivelse af den forlystelse i bogen “På opløbet”, som er skrevet af Mikael Josephsen, og handler om hans opvækst i nærheden af Charlottenlund Travbane, hvor hans far, Per Josephsen, var træner i 1970erne.

Det er absolut ikke lykkelig læsning, men jeg kom til at grine, da han fortæller, at han regnede med at have en rigtig fin vinderchance i præcis det spil.

“For hans far var jo travtræner”.

At tage til derby var også morgenmad på et hotel, hvor mælk og juice var hældt over i karafler, der stod på bakker med isterninger, så det kunne holde sig koldt.

Det var også den arkitekttegnede benzinstation med udsigt over Øresund.

Det var storslået at få øje den røde kirke ude på Sjællands Odde, når man kørte fra færgen, ligesom det gav et sug i maven at se Fregatten Jylland, når man kørte til færgen.

Det var heller ingen lige sag at være med ombord på Mette Mols eller Maren Mols.

Der var enarmede tyveknægte, som spiste 25 øre per træk. Og det var helt umuligt at holde op, før lommen var helt tom.

At tage til derby var årets udflugt.

 Årets store armbevægelser.

Vi havde ingen heste med i min barndom, så det var ren fornøjelse.

Undtagen det år hvor bedstefars Dirigenten startede i selveste derbyet.

Det gik skidt, men vi fik så mange flødeskumskager i Konditoriet i Tivoli, at min onkel begyndte at slå smut med skummet udover alle de fine damer med blåt hår.

 Jeg fik en Coupe Tivoli. Det var syv eller otte kugler is i et højt glas, og så var den pyntet med lameller og glitterstads.

Man kunne også få en Pjerrot-is. Eller pandekager med nutella.

At tage til derby var et stort eventyr.

Charlottenlund Travbane var det forjættede land, hvor staldene var lidt større, menneskene lidt flottere, hestene løb lidt stærkere og det hele mindede om at være med i en Morten Korch Film, hvor de gode altid vandt til sidst.

Da jeg blev stor, blev det mindre magisk at være til derby.

Det blev jo også sendt på Dantoto.

Og nogen skulle blive hjemme og passe hestene, og dermed blev den store familieudflugt en saga blot. Min nevø og jeg grundlagde til gengæld en tradition for os, der blev hjemme.

Vi drak champagne fra fredag eftermiddag til søndag aften.

Jeg passede heste, min nevø passede kødgryderne og så levede vi ellers som spillegrever og gullaschbaroner, mens resten af familien gik rundt på Lunden.

Den tradition har gjort det ret populært at være dem, der bliver hjemme og passer hestene.

At tage til derby er endt som endagsture med hest.

Mere festivitas end på en vanlig tur til Lunden.

Flere bekendte mennesker på færgen, flere stråhatte, flere forventninger, men festen er til at overse, når man har været oppe siden klokken før solopgang, og helst vil nå den tidligste færge hjem igen.

Jeg har ikke været i Tivoli siden min nevø og niecer var små nok til at få knaldgule kasketter med “Far og mor sidder i Grøften”, så de kunne boltre sig med et turarmbånd, mens de voksne åd og drak. (Det var en anden tid, børn måtte godt gå frit dengang. Uden mobildækning)

Men at tage til derby et andet sted end Charlottenlund Travbane? Ville det være utænkeligt?

Tja, det er heldigvis ikke mig, der skal tænke tankerne om fremtiden for travsportens ældste klenodie, og minderne har jeg jo lov at have.

Dem kan de aldrig, nej, aldrig tage. Glemmer de, så husker jeg alt.

Til den gode side så tøffer jeg rundt i en lånebil. Den er meget lille. Rusten. Det drypper ned fra loftet. Den lugter af Wunderbaum. Gearstangen kræver en hård hånd, men når først jeg finder et gear, så går det godt. Og det er egentlig fint at blive mindet om, at jeg til daglig kører rundt i en ganske dejlig bil med automatgear og alverdens mekanik, der høfligt spørger, om ikke jeg trænger til en kop kaffe, hvis jeg kommer til at slingre lidt.

 “Bekymring er renter, vi betaler af på et lån, vi måske aldrig får brug for.” Johannes Møllehave, præst og forfatter