Lige om lidt er det forår og folingstid. En fantastisk tid, hvor livet myldrer frem og op og ud, men også skrækken og skærmydslernes tid, hvis føllet er fejl på den.

“Har du et langt reb?”

Min svogers bil er trillet ind foran staldporten. Han har rullet vinduet ned, brillerne vipper på næsen og stemmen knækker, mens han fortsætter: Det er din søster, den er helt gal, hun tror, hun kan redde et føl med noget rebværk.”

Min svoger er skeptiker. Han tror ikke på nisser. Han tror på erfaring, dyrlæger og godt hø. Han og  min søster er et godt makkerpar, de har opdrættet tre Derbyvindere, men min søster er bedre til at give troen en chance. 

Jeg fandt et langt reb, som min svoger drønede hjem med.

Jeg fandt min telefon og opdagede et par opkald fra min søster. 

“Kan du ikke komme? Per tror ikke på det, og så går det ikke,” sagde hun, så jeg tog afsted.

Inde i en foleboks stod min søster med en hoppe og et føl, der pladrede rundt med tungen hængende slapt ud. 

Det var et dummieføl (neonatal maladjustment syndrome – NMS).

Det er et syndrom, der er bedst kendt i galopavlen, hvor 1-2 procent af føllene kort efter folingen bliver slappe, desorienterede og uden for pædagogisk rækkevidde for hoppe og folk. Uden hjælp vil sådan et føl dø af dehydrering og sult.

Dyrlægen havde ikke andre midler end råmælk, håb og antibiotika at byde ind med, så min søster havde snakket med en anden dyrlæge med kontakter i galopsporten, og hun havde sendt en video med en brugsanvisning på, hvordan man skulle kurere føllet med et reb. 

Så vi fik bundet rebet rundt om føllets brystkasse som en slags sele, og så skulle føllet nedlægges med et ryk.

Derefter skulle føllet holdes i ro i tyve minutter, mens min søster skulle bevare et let pres i rebet.

Per blev sendt til bageren, så vi havde ro til at tro i boksen i den underlige atmosfære, der opstår, når noget virker virkelig sært, men ser ud til at virke på magisk vis.

 For føllet reagerede præcist som det skulle, det faldt til ro og i søvn, og efter tyve minutter pillede min søster rebet af, og det var det.

Føllet har ikke sat en hov forkert siden. 

Teorien bag rebet er, at føllet skal nulstilles.

Rebet og presset skal fungere som en ny foling for at kompensere for en foling, der er gået for hurtigt. Tidligere troede dyrlægerne, at NMS føllene fik for lidt ilt til hjernen ved folingen, men nyere forskning har vist, at det er nogle hormoner, som bliver frigivet for at holde føllet i ro under folingen, der er skyld i syndromet.

Dummieføllene bliver nemlig ved med at have det høje indhold af bedøvende hormoner i blodet, som regel fordi folingen er gået så hurtigt, at føllets hormonbalance ikke når at opfange beskeden om, at livet i livmoderen er slut. 

Så der er ikke noget hokuspokus og røgelse over metoden, den er videnskabelig funderet, men når man ikke har prøvet det før og ikke ved noget om teorien bag, så føles det mirakuløst, når sådan en lille rullepølse rejser sig og siger goddag til verden påny. 

Og min søster og jeg er jo heldigvis ikke typer, der hoverer.

Vi sagde bare pænt tak til min svoger, da vi kom ind fra stalden, og han havde stillet kaffe og rundstykker an.

Det havde han gjort godt. Det var virkelig velhentede rundstykker. 

En video af rullepølsemetoden kan ses her: https://www.claramasondvm.com/dummy-foals/

Til den gode side så har Aalborg Væddeløbsbane fået en meget pænere port ud til verden.

Tak for at lytte til Jeppe Juel, der havde blik for portens grimhed, og tak til jer, som har pyntet på den.