Tag med på en tur på staldterrænnet  på væddeløbsbanen i Aalborg på en løbsdag sammen med Anne Dodensig

Den ser trist og lurvet ud, den permanent lukkede port, som viser verden, at herinde ligger Aalborg Væddeløbsbane.

 Det er Jeppe Juel, der peger den ud for mig, og han har ret. 

Det skal vi da have gjort noget ved.

Vi kan bare pille skiltene ned, så er vi nået langt. 

Men nu er jeg jo ikke kørt til Aalborg for at spekulere over, hvordan vi sender venligere signaler ud til den virkelige verden. 

Jeg er i Aalborg, fordi min hest skal starte.

Endda i 1. Løb, så jeg er mødt i alt for god tid, og går og jokker mig selv lidt over tæerne, mens jeg venter. Henter nummerskilte og programmer og bliver glad, fordi det lille staldkøkken er så fint ryddet op, at jeg får lyst til at koge vand til kaffe. 

Så kommer Gulddreng, min hest.

Han står i træning hos Flemming Jensen, og der er sikkert et par stykker, der undrer sig, hvis de kigger på Gulddrengs resultatrække.

 Hvorfor betale træningspenge for en hest, der er blevet syv år, og stadig ikke har rundet 100.000 kroner i præmiesum? 

Det korte svar er, at Gulddreng ikke er en amatørhest.

Det rigtige svar er, at Gulddrengs ejer er sådan indrettet, at så længe Flemming ikke sender hesten hjem, så er jeg glad i håbet. 

Og så er Gulddreng bare en hest, der gør mig glad.

 Han har fejl og mangler og er rigtig dårlig til at være tålmodig, men vi prøver at blive lidt bedre hele tiden, mig og Gulddreng. Mest mig. 

Flemming skal kun starte to heste, så vi har tid til at grine med Birger Jørgensen, som gerne vil fortælle om gamle tider på Falster.

 I dag er det historien om Jens Jensen, ham med Cim Payne, som blev stoppet af politiet, der synes, at lastbilen så sølle ud.

Politiet skubbede de tæpper til side, der dækkede bunden, og spurgte: Hvad er det? 

Ja, det er da Køge Landevej, svarede Jens Jensen!! 

Klokken er 10.32, og Gulddreng er klar på staldgangen til sin opvarmning.

Jeg diskuterer sejrsgestus med Flemming.

Om hvor mange mavemuskler det kræver at smække begge ben op i vejret uden at hænge i biddet.

Det kræver bare et sæde med ryglæn, forklarer Flemming. 

Men så kommer Martin Nørlem og vil lige have et par ord om Extreme til kameraet.

Det tager Gulddreng pænt.

 Andre gange har han hoppet rundt i kæderne, men ikke nu. 

Jeg løsner hesten og går med, da de har snakket færdigt, og så fortsætter jeg mit tankespind om, at det ville være sejt, hvis Flemming lavede en sejrsgestus engang.

Jeg prøver endda at lokke med at give is. En stor is. Men det eneste, jeg får ud af det, er, at jeg glemmer at give Gulddreng check på. Og så præcis i dag, hvor hesten varmer i sulky i stedet for langvogn.

Men det gik godt. 

Normalt har Team Jensen en seddel, som præcist fortæller, hvornår hestene skal varme op, i hvilken sulky og med eller uden sko i løb, men vi havde ingen seddel i dag.

Martin Mark Bjerregård, Flemmings staldmand, tager skoene af Gulddreng efter opvarmningen.

Det er flere år siden, at hesten sidst har gået på den balance.

Faktisk har han kun gået helt uden sko en gang.

 Det er halvandet år siden i et pointløb i Skive, hvor jeg havde truet hesten med, at det kunne blive sidste start i karrieren.

 Gulddreng vandt.

Jeg glemmer spørge Flemming om der er ændringer til Gulddrengs løbsudstyr efter opvarmningen.

Men der er næsten en time til løbet, så jeg sludrer lidt med de folk, der begynder at dukke op.

Min søsters yngste barnebarn, Inger Marie, dukker op iført cykelhjelm, så hun kan gå ved hestene.

Hun er to år, men ligner allerede slægtens bedste bud på en hestetosset fremtid. 

Klokken 11.15 dukker Flemming op, og siger, at han lige skal køre en tur mere med Gulddreng.

Jeg skynder mig at give ham hovedtøj på, og Martin springer til med gamacherne, men nej, han skal ikke have noget på benene. Undtagen en let boots, som Flemming sætter på venstre forben.

Kun venstre.

To omgange på banen, så er de inde i stalden igen. 

Gulddreng har gået med lukket hovedtøj i alle starter. Undtagen en. Det gik skidt.

 Så det er mest for en sikkerheds skyld, at jeg spørger, om det er lukket hovedtøj og udvekslingsbiddet til løb, men sørme om ikke Flemming svarer, at Gulddreng skal gå med sit åbne hovedtøj og trensebid. Og uden gamacher. Men med den ene boots på venstre. (Korrekt sprog vil vel være boot, når der kun er en, men i travsporten hedder det altså boots uanset antal.) 

Klokken 11.47 spankulerer Gulddreng ud af stalden klar til løb helt uden udstyr. Vattet er også pillet ud. 

Klokken 12.05 er Gulddreng tilbage i stalden.

 Det blev til en galop i sidste sving, hvor hesten ikke helt troede på, at der var plads til alle fire ben, men ellers var det fint. Han blev næstsidst, men Gulddreng så godt ud og skød god fart i opløbet. Kusken var tilfreds, og ejeren fik lov at gå en tur efter vask. 

Det er min bedste tid. Hvis jeg får lov at gå med en hest.

Allerbedst hvis det er en hest, der er lige så nysgerrig som mig, for så kan vi valse rundt inde i den store forspændingsstald og glo på de andre heste og snakke lidt med folk på vores vej. Medmindre jeg synger, for så prøver folk at gå så lidt i vejen som muligt. 

Mange andre løbsdage tager jeg hjem uden at have set andre løb, end det min hest har deltaget i.

Tit går jeg lige forbi folk, der har vundet, fordi jeg ikke aner, at de har vundet, før jeg tjekker sportinfo derhjemme, og så skammer jeg mig lidt. Men sådan er det.

En løbsdag handler om at få startet hestene. Og snakke med de folk, der er omkring hestene. Og så komme hjem igen. 

Derfor er det en gave at være til løb en lørdag middag på hjemmebanen uden stress. Dagslys. Tørvejr. Og endda hest til start i første løb, så resten af løbsdagen kan gå op i hat og hygge. 

Først på vejen ud kommer jeg i tanke om den port, Jeppe Juel vil have shinet op, så vores væddeløbsverden ikke skræmmer nye folk væk allerede ved indgangen. 

Det skal vi da have gjort noget ved.

Der er meget, vi skal have gjort noget ved, hvis vi skal lokke folk indenfor murene. 

For det er da en tosset verden, når en moden dame går rundt i våde sko og skråler på en falsk melodi, bare fordi hendes hest har opført sig nydeligt.

At det faktisk vrimler med mennesker, der smiler og tager det som en selvfølge, at man kan bruge det meste af en lørdag på noget, hvor det er helt sikkert, at de fleste tager hjem som tabere. 

Ligesom det er tosset at samme dame har glemt at spise aftensmad, fordi det her med at skrive et par lette linjer om en dag på travbanen faktisk er svært.

For der er så meget at skrive om, at ordene står i vejen for hinanden. Lidt som at være ejer af en hest, balancen svinger hele tiden mellem håb og håbløshed. 

Tak fordi januar er slut, tak for mad, når jeg får den spist, og tak til jer, som sætter humørstriber på vores forunderlige væddeløbsverden.

Og tak til Gulddreng, altså den rigtige, Malte Ebert, for lige om lidt at komme med sit første album.