Det er omkring otte måneder siden, at det blev offentliggjort at der var en positiv prøve på Bo Westergaard-trænede I D Exceptional efter sejren i Lord Valentines Mindeløb i Skive.
Den 21. december faldt dommen, da et udvalg nedsat af Dansk Hestevæddeløb fulgte indstillingen fra Skandinavisk Dopingkomite – ja, endda strammede anbefalingen om komplet udelukkelse af Bo Westergaard fra 2 år til 2 år og 6 måneder fra alle væddeløbsbaner og træningsstalde samt idømte træneren en bøde på 75.000 kroner.
Bo Westergaard appellerede dommen til Dansk Travsports Centralforbunds Overdomstol, der – efter hvad travservice.dk erfarer – nu har berammet sagen til behandling mandag den 25. marts.