Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow, der er en af landets allerstørste opdrættere, finder adgangsbegrænsningen, der indføres i Derbyweekenden på Charlottenlund Travbane for urimelig og unødvendig.
-For det første synes jeg, at de godt kunne have ventet med dette tiltag, når nu Derbyauktionen i år skulle holdes på Lunden, og for det andet, så kan det da få mig til at overveje min fremtid inden for travsporten, siger Niels Jørgen Jensen.
-Jeg kommer aldrig på tilskuerpladserne på en løbsdag, men er på staldterrænnet for at pleje min forbindelse til trænere og hesteejere – det er utroligt vigtigt at kunne det – ikke blot for mig, men for alle andre, der er opdrættere eller hingsteholdere.
Den mulighed tager de nu fra os, og det virker urimeligt og unødvendigt, siger Niels Jørgen Jensen.