TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

René Kjær i medvind

af | 23. sep 2016 | Nyheder

Det kører for René Kjær i denne sæson. Og det kører endda rigtigt godt.

Karrierens første derbysejr blev en realitet, da Axel som bekendt var sine konkurrenter overlegen i det klassiske opgør, men også på de fleste andre parametre oplever Kjær medvind i år.

Rene-1

Vi fangede den travle succeskusk i bilen på vej hjem fra fredagens løb i Aalborg, hvor det i fem starter blev til to sejre, to andenpladser og en tredjeplads. Dagens indtjening landede dermed på 26.900 kr. – og vel ganske godkendt efter danske forhold.

”Jamen, det har da været en fin dag, men man skal jo også huske på, at vi knokler som psykopater for at få tingene til at hænge sammen. Jeg er på vej hjem fra Aalborg nu og er vel hjemme midt på aftenen. Så bliver vækkeuret stillet til 04.30, for jeg har lige en lille hyggetur til Bornholm lørdag med hele ni starter, inden det går hjemad lørdag aften og så til Grand Prix-dagen i Aarhus søndag”, forklarer René Kjær programmet for de kommende dage.

”Men det er jo mit og vores valg, og så man gå all in for, at det skal lykkes. Jeg havde jo i mange år en form for livline via et job inden for det pædagogiske felt, men det stoppede for nogle år siden, så der er ikke så megen vej tilbage. Omvendt har jeg det også sådan, at min ambition skal være at være blandt de bedste for at drivkraften er tilstede, og jeg er lige nu så heldig, at det meste lykkes lige nu”.

”Naturligvis har Axel betydet meget for mig, men også på de andre statistikker ser det ud til, at jeg kan ramme et rekordår. Men når så det samlede regnskab skal gøres op, så er der vel ikke meget mere til mig, end niveauet for en ganske almindelig lønmodtager. Men jeg kan ikke tillade mig at klage, og det gør jeg heller ikke”, lyder det videre fra René Kjær.

Du hentede to sejre i eftermiddag, hvor du i begge tilfælde var meget aktiv i sulkyen.

”Ja, både Del Photo (Fast Photo) og Sensation (New Quick) er lidt i kategorien ”dovne hunde”, men de gør det begge rigtigt godt. Og så skal man også lægge mærke til, at jeg i min drivning ikke bruger pisken. Det er vel bare min stil i forhold til den type af heste, men jeg har da erfaringer med, at eksempelvis de svenske dommere har et lidt andet syn på det. Dog fik jeg ingen bøder efter en tilsvarende drivning på Jägersro i den forgange uge, så de har måske også set, at det kun handler om at holde hesten i gang”, vurderer årets derbyvinder.

Og søndag er du på plads igen i Aarhus. Noget spændende til den dag fra din side?

”Jeg er jo ubesejret bag Aira Cloc, der har en helt fantastisk spurt. Vi sigter på et rygløb, og så skal det være en chance. I samme løb blev min egentrænede Atletico nærmest tigget med, og det bliver med Steen Juul i sulkyen. Han er langt bedre end de seneste resultater og har trænet fint, så det kan være en luring i løbet. Og så har jeg altid forventninger til vores egen Summer Day, der måske skuffede lidt på derbydagen, men som er behandlet lidt derefter. Jeg tror på, at vi er med helt fremme”, mener René Kjær, der straks efter kommer med et mindre udbrud.

”NEJ NEJ….. Dér røg dagens procenter. Jeg er lige blevet blitzet her på motorvejen. De stod ude i vejkanten bag en lastbil. Okay, det handler kun om en bøde og ikke noget klip, for selvom jeg kører op mod 70.000 km. årligt, så er jeg bestemt ingen fartbølle. Men lidt ærgerligt er det jo altid”.