Så faldt dommen i dopingsagen mod Bo Westergård. Det Norske Travselskaps Domarkommité har tirsdag eftermiddag idømt den danske træner to års udelukkelse fra norsk travsport – og det vil i praksis også sige al nordisk travsport.
De fire heste Kijafa, Punktum Scalflex, Jaccaroo og Deweyscamper blev helt tilbage i april 2015 testet positive med medikamentet DMSO, og det er altså baggrunden for dommen. Udelukkelsen indebærer, at Bo Westergård ikke må træne heste og heller ikke befinde sig på travbaner, staldområde eller andre anlæg under DNT – og i praksis altså også i de øvrige nordiske lande som følge af det udvidede samarbejde.
Udelukkelsen træder i kraft fra dags dato, men de heste, der allerede er startmeldt, får lov at starte. Det vil sige, at Bo Westergårds sidste optræden som træner inden udelukkelsen bliver på den norske derby- og kriteriumsdag på søndag på Bjerke Travbane.
Den præcise tekst i den meget fyldestgørende dom kan læses via dette link: BoWestergaard-dom.pdf